Kærlighed som horror
No Rest for the Wicked minder på rigtig mange måder om en festivalsfilm. Den er upoleret og grov i kanterne og kan ikke rigtig finde ud af, hvordan den skal bruge sin symbolik, så den ikke ender med at blive selvmodsigende. Samtidig emmer den dog også af en enorm skaberkraft, man efterhånden sjældent ser i moderne biograffilm.
For eksempel er det enormt fedt, at det er en film, som hiver fat i kristendommen på en måde, som er hyperaktuel, selvom handlingen udspiller sig for to hundrede år siden på Færøerne. I dag er kristendommen igen på fremmarch i den vestlige verden, og politikerne i Danmark nærmest kappes om, hvem der kan være mest åndelig eller mere specifik kristen. Her er det interessant, at filmen hiver fat i netop de problemer, som en overdrevet hengivenhed til normerne kan medføre, og gør det på en anden måde, end ved bare at sige, religiøse folk er dumme. Tingene er nemlig ikke så sort-hvide, når det kommer til stykket.
Det skaber måske problemer for lokalsamfundet, der forsøger at undertrykke minoriteter, men samtidig ser vi faktisk folk, forsøge at give plads til, i dette tilfælde homoseksuelle, men de bliver bare forskrækket og reagerer i frygt, når adfærden afviger for meget fra normalen.
Moderne og rodet, men også beundringsværdigt
Og netop budskabet om at give plads til minoriteter er beundringsværdigt og fedt at se. Men samtidig er det, som jeg tidligere skrev også her, man kan se, det er en relativ uprøvet instruktør, som står bag kameraet.
Hvis man skal læse som filmen som en anerkendelse af minoriteters rettigheder til at være til, er det færøske jægersamfund, vi bliver præsenteret for, simpelthen for moderne og forstående til sit eget bedste. For det er nemlig ikke bare i de alt for velsoignerede ansigter, de flotte frisurer eller Pilou Asbæks alt for veltrimmede skæg, der falder i øjnene. Det meste af filmen lider under at være lidt for moderne i sin portrættering af samfundet.
Det er ikke bare det, at folk faktisk er rimelig rummelige, når det kommer til kærlighedsforholdet mellem to mænd, men det er mere, hvor meget de er det, samtidig med, at de også er underlagt en religiøse forståelsesramme, der skaber mere forvirring end klarsyn som seer. Det fører til en masse visuelt betagende og flotte scener, men nogen klar sammenhæng, er til tider lidt for svær at spore.
Nu virker det hele måske lidt mere forvirrende, end da du startede med at læse, men det er den effekt No Rest for the Wicked har på en. Der er så megen ukontrollerbar kreativitet i hele produktionen, at man ikke kan lade være med at sidde i beundring, og så er samspillet mellem Egor Venned og Pilou Asbæk så betændt, at det er nemmere at tilgive nogle af de mere upolerede og rodet enkeltelementer, der efterlader en – ja, noget rundt på gulvet.
