Anbefales til alle levende

Nu lugter lejligheden af Mona
Man skal altid træde varsomt, når man giver sig i kast med en filmatisering af en bog. Som filmhold har du ikke en chance for at leve op til de billeder, læseren selv har skabt. Det er umuligt at gengive den stemning, der bliver til i det magiske rum, der er mellem læser og forfatter.

Men med filmatiseringen af romanen Nøjsomheden, udgivet i 2022, er det lykkedes Bo Hr. Hansen at indfange den generelle stemning, som Stine Askov har etableret.

Ja, der er byttet rundt, tilføjet og trukket fra, men i stedet for udelukkende at fokusere på fortællerstrukturens fremdrift, som også i romanen er sekundær, så bliver der givet plads til en håndfuld helstøbte og vidunderlige karakterer, som vi alle på godt og ondt kan spejle os i.

Hella Joof har efterfølgende under indspilningen kastet endnu mere kærlighed på selv den mindste karakter. Faktisk er der ikke en stor eller lille karakter, jo, der er spørgsmålet om, hvor meget skærmtid personen har i den færdigklippede film, men jeg oplever, at alle har fået lige meget opmærksomhed og mulighed for at forme deres rolle. Det er, lad os være ærlige, ikke noget, vi er vant til i dansk film.

Man kan se filmen uden at kende bogen, og man kan roligt genopleve Nøjsomheden, hvis man har læst bogen. Her er intet andet end kærlighed.

I det sociale boligbyggeri Nøjsomheden bor Mona. Hun har boet der hele sit liv, og nu har hun endelig fået sin egen lejlighed. Det kan hun takke Tut for, som er dronningen af Nøjsomheden.

Hun er også Monas moster. Som om det ikke var nok, har Tut også skaffet Mona et job i den lokale boghandel, hvor hun møder rigmandssønnen Nikolaj. Det lyder simpelt, ikke? Det er det også, og så alligevel overhovedet ikke.

Morens ituklippede blade lå overalt i lejligheden
De unge, hvis jeg må kalde dem det, har forstået, hvordan man spiller med et kamera i nærheden, så det virker naturligt og ubesværet. Det smitter for det meste af på den gamle garde, der til tider ellers har lidt svært ved at gemme teaterværktøjskassen væk.

Alligevel forenes de to spillemetoder uden troværdigheden forstyrres.

Manglen på fædre er til stede i filmen, som den er det i bogen, men om det er lykkedes at give snobberiet en over tuden, som bogen ønsker at gøre, synes jeg ikke. Man holder for meget af dem alle sammen, og det er vel egentlig også helt i orden, for bogen har heller ikke så stor succes med det.

Filmens visuelle udtryk er realisme med lidt ekstra farve. Der er ikke mange lækkerier at komme efter, når det kommer til kameraarbejdet. Det er observerende og lader kostumer, scenografi og lokationer tale filmens sprog.

Hvad er klokken?
Litteraturen er tæt på at være sin egen karakter. Naturligt, når nu Mona elsker at læse, og arbejder i en boghandel, som gør, at hun møder kærligheden, som deler denne læselyst.

Det er et dejligt forsøg på at skubbe det skrevne ord frem i nyt lys til en generation, der har svært ved at slippe mobilen og alt, hvad den dovenskab bringer med sig.

Der er heller ikke mangel på forfattere, som gerne vil have en lille cameo-optræden, og ja, Hr. Hansen vi så godt din bog stå der tilfældigt i boghandlen.

Der, hvor Nøjsomhedens egentlige eneste problem findes, er, at Stine Askov, som er født i 1976, skriver sin unge hovedrolle, som verden var, da hun selv var i starten af tyverne. Det gør både bogen og filmen dejligt relaterbar for en efterhånden ældre herre som mig, der er født i 1977, men jeg tvivler meget på, at verden tænkes, tales og handles sådan for en, der er født i 2006.

Jeg tager forhåbentlig fejl, men tror, at filmen mest finder succes hos Biografklub Danmark-publikummet, end hos de unge generelt.

Nøjsomheden oser af udforskningslyst, når det kommer til persongalleriet, og insisterer heldigvis på, at mindre også kan gøre det. Vi behøver ikke kæmpe os igennem indviklede dramaer eller overtænkte køkkenvask-kammerspil. Nogle gange vil vi bare gerne se os selv på godt og ondt, og den mulighed giver Nøjsomheden.