Et begavet retsdrama
Med Nürnberg rejser vi endnu engang tilbage til Anden Verdenskrig. Vi befinder os dog ikke på slagmarken, men følger i stedet efterspillet ved krigens afslutning. De allierede har besluttet sig for at føre en retssag mod nazitoppens ledere, så de kan blive stillet til ansvar for deres forbrydelser. Det er dog lettere sagt end gjort, for der eksisterer ikke nogen præcedens for, hvem og hvordan man skal føre en sådan international retssag.
Mens det juridiske puslespil er ved at tage form, følger vi psykiateren Douglas Kelley, spillet af Rami Malek, der får til opgave at undersøge de fængslede nazisters mentale tilstand. Her møder han bl.a. Hermann Göring, spillet af Russell Crowe, der var Hitlers højre hånd og en mester i manipulation. Samtalerne mellem de to udvikler sig intenst, mens grænserne mellem professionel analyse og personlig fascination langsomt udviskes.
Dermed bliver både det historiske drama og det psykologiske portræt flettet sammen, mens også hele problematikken om politisk og juridisk skyld og straf bliver udforsket, indtil man til sidst står tilbage med det helt store spørgsmål om, hvordan mennesker kan være så modbydelige, og hvordan det peger tilbage på alle os andre.
Det menneskelige perspektiv
Allerede fra start står det klart, at det her er en begavet film. Ved at lægge ud med at fokusere på mennesket Göring, hans familie og hans personlighed, gennem samtaler med hans psykiater, bliver han menneskeliggjort. Og selvom Russell Crowe, som så mange gange før, gør brug af en tvivlsom accent, er han dragende som den narcissistiske Hermann Göring. Man forstår virkelig, hvordan hans selvbedrag og løgne kan fremstå tiltalende for en ydmyget tysk nation efter Første Verdenskrig.
Derfor er det filmens største genistreg, at vi lægger ud med at følge ham i dagene op til retssagen, og får lov til at høre hans perspektiv først. Det gør kun selve retssagen endnu mere barsk og brutal, da vi så ser billederne fra koncentrationslejrene og bliver konfronteret med den rendyrkede ondskab, der lå til grund for de handlinger – og som man på ingen måde kan tale sig ud af.
De mange skæbner
Det handler dog ikke om Göring, men om de mange skæbner, som bliver ramt af krigen. Filmens store persongalleri får alle lov til at eksistere som individer, så vi helt til slut lærer mere om, hvem de her mennesker er, der forsøger at finde en form for retfærdighed efter en fuldstændig uretfærdig periode i menneskehedens historie.
Det er dog ikke ensbetydende med, at dette fokus på de mange menneskelige skæbner, der er blevet ramt af krigen på forskellige måder, pludselig stopper i takt med, at retssagen påtager mere og mere skærmtid. De er ikke plotfunktioner, der bare skal fremme en bestemt morale, men er med til at nuancere hele problemet med, hvor let det er for magtfuldkomne mennesker at tage styringen over alle os andre.
Selv Douglas Kelleys tolk, spillet af Leo Woodall, får sin stemme hørt, også selvom han er en baggrundskarakter, for virkelig at understrege, at alle er blevet ramt, også dem man ikke lægger mærke til.
Peger mod nutiden
Nürnberg er et eminent historisk drama. Hvis ikke du kender til Nürnbergprocessen, kender du i hvert fald til Anden Verdenskrig, og selvom det hele burde være afdækket til en mondæn genkendelighed, lykkes det for instruktør James Vanderbilt at konstruere et drama, som er medrivende fra start til slut. Det er måske ”bare” en film, hvor mænd taler med hinanden og debatterer om rigtig og forkert, men efterspillet fra nazisternes ødelæggelser er så uhyggeligt og vedkommende, at spilletiden på to en halv time bare flyver afsted.
Det er også modigt at ville skabe et nuanceret portræt, særligt fordi budskabet peger direkte mod de stigende problemer, vi ser over hele verden i dag, hvor magtsyge mennesker ikke går i grå uniformer. Nürnberg viser med andre ord, at vi stadig har en masse at tage ved lære af Anden Verdenskrig, hvor trist den erkendelse det end måtte være.
