En dukke country cabaret om kvindekroppen
Hey Søster
I Bådteatrets skvulpende mørke står en saloon. Scenografien er tung, flot og gennemført. Den første stolerække til publikum er en del af saloonen med dertilhørende tønder som borde, og på den måde bløder scenen over i publikum, så selvom lyset langsomt slukkes, er vi stadig inviteret med, ikke blot som publikum, men lige så meget som vidner. Cabaretånden lever.
Musiker Amalie Petri står klar i fuld Dolly Parton stil og attitude. Der er skrevet seks sange til forestillingen, der stilsikkert understøtter den sanselige fortælling om kvindekroppen, som var den det vilde vesten. Tekstuniverset er både oprigtig forførende, melankolsk og, når forestillingen kræver det, morsom.
Signe Kærup Dahl og Astrid Kjær Jensen er både skuespillere og dukkeførere, og det er især på grund af det sidste, at Ørkenrose bliver et vildt bekendtskab.
Jeg er et lille rødt fibrom
I den hjemsøgte saloon møder vi en lille nøgen kvinde, der svømmer rundt i luften og observerer kvindens tilstand og beslutninger. Vi møder et kæmpe underliv, der bliver undersøgt og opereret af en hest. Ja, du læste rigtigt. Vi møder en ældre, døende dame, en rovfugl, der har en falkehætte over øjnene, der på flot klinisk latin, som en læge, der ikke vil se eller høre, laver stuegang på udvalgte i salen. Alt dette og meget mere sker der på de kun 65 minutter, forestillingen varer.
Det hele er originalt og overvældende, men temposkiftet, der ofte tvinges ned i slowmotion i alt for lange overgange, tester tålmodigheden, og en beslutning om aldrig at holde publikum lidt i hånden og guide dem igennem til en forståelse, eller i det mindste bare pege i en retning, gør Ørkenrose til en manuskriptbundet kunstinstallation, lige så meget som det er en cabaret.
Jeg sidder tilbage med en følelse af, at de ting, jeg ikke forstår i forestillingen, er blevet helgarderet under banneret ”det er kunst”, og hvis du ikke forstår det, så er det dit eget problem, eller også er du måske bare en dårlig feminist eller ikke klog nok.
Nu er det jo ikke, fordi alting skal forklares og kede os til døde i forudsigelighed, men når nu forestillingen er så tæt på og alligevel til tider føles så langt væk, er det voldsomt ærgerligt.
Nu er Ørkenrose nok heller ikke lavet med mig, en 48-årig mand, som sin primære målgruppe, men jeg føler mig ofte heller ikke særlig inviteret.
Forever Young Country Girl
Ørkenrose er et tiltrængt kompromisløst abstrakt portræt, som man ikke ved, hvor man skal hænge, men det gør det ikke mindre værdifuldt.
Dukkerne, lavet af Karin Ørum, er, som altid på Bådteatret, levende i hænderne på de medvirkende, der med knivskarp præcision kan vække døde ting til live, så man tror, de har en sjæl.
ØRKENROSE spiller fra 28. februar til 28. marts 2026. Bådteatret.
Varigheden er ca. 65 minutter. Uden pause.
Medvirkende: Signe Kærup Dahl, Astrid Kjær Jensen, Amalie Petri. Instruktør: Astrid Lindhardt Iversen. Scenograf: Nana Andrea Tiefenböck. Lysdesigner: Jeppe Lawaetz. Lyddesigner: Eliza Bozek. Dukkemager: Karin Ørum. Kostumier: Astrid Sønderskov. Fotograf: Per Morten Abrahamsen.
