Fra fattigrøv til filmkonge
![]()
Jeg er isbjørnen
På Teater V i Valby er der de næste par dage gæstespil fra Odsherred Teater, og efterfølgende spiller forestillingen videre netop i Odsherred frem til 16. maj.
På mange måder er forestillingen Ole Olsen geografisk perfekt placeret i samarbejdet mellem Valby og Odsherred, da hovedpersonens eftermæle har stor tilstedeværelse begge steder.
Ole Olsen var nødsaget til at tænke kreativt, når det kom til at skaffe til dagen og vejen. Det gjorde ham til alt fra opfindsom kriminel til innovativ iværksætter med rygsækken fuld af traumer og dæmoner. En voldsom barndom og ungdom formede Ole til den person, der i 1906 skabte Nordisk Film, der er verdens ældste produktionsselskab.
Det liv og den rejse har Mei Oulund, som også selv spiller med, lavet en forestilling om.
Det er blevet til et meget intenst portræt af en stor dansker, som de fleste, der mødte ham, inden noget lykkedes for ham, havde regnet med ville forsvinde i glemslens tåger som en taber i livets spil, der dengang var aldeles ubarmhjertigt.

Du er den eneste, du kan stole på
Scenen er sat, og stilen lagt fra første sekund. Et slidt lærred er blevet hængt op som symbol på, hvad der venter i Oles fremtid. På scenegulvet ligger lidt løst halm som et lille praj til en manege, og som en Sprechstallmeister i fortællingen om sit eget liv kommer Ole Olsen, enestående fængende spillet af Henrik Ipsen, ind i en kæmpe pels som Isbjørnen, der for evigt vil være synonym med hans person.
Scenografien er to træskelet tårne og et skab, som flot tænkt viser, hvordan filmstudiet har set ud bag kameraet, og det fortællende tableau bliver medspiller, der sammen med de medvirkende videregiver en vild historie, som de fleste af os i pausen står i alle hjørner og googler, for kan det virkelig være sandt? Ja, det kan det.

Luk porten
Det er en kronologisk opbygget forestilling, der via Michael Lundbye Slebsager, Stine Gyldenkerne og Mei Oulund som alvidende fortællere bliver fremført, mens skuespillerne elegant forsvinder ind og ud af portrætter af de mange mennesker, Ole møder på sin vej.
Enkelte gange stopper Ole forestillingen, som et såret dyr, der brøler, op, når smerten kommer for tæt på. Her leger forestillingen med begrebet om at fortælle historier på film, med en direktør, der styrer produktionen, selvom vi er i et teater og ikke i biografen. En ganske smart detalje, der opretholder illusionen om, at vi står på det gamle Nordisk Film.
De førnævnte medvirkende skaber en kompromisløs indlevelse med deres stumfilmsmakeup, og Michael Lundbye Slebsagers verbale karakterisering og stemmeføring, alt efter hvem han spiller, er fascinerende.
Måske er stykkets varighed lidt til den lange side. Selvfølgelig vil et publikum gerne have det meste ud af billetten, men der kunne med fordel godt være slebet lidt til i 2. akt.
Ole Olsen er et enestående, fortryllende bekendtskab og en velkommen ahaoplevelse.

Ole Olsen spiller fra den 22. april til den 26. april 2026. Teater V
Varigheden er ca. 2 timer, inkl. pause.
Medvirkende: Henrik Ipsen, Michael Lundbye Slebsager, Stine Gyldenkerne, Mei Oulund. Instruktør: Maria Kjærgaard-Sunesen. Dramatiker: Mei Oulund. Dramatisk Konsulent: Mette Kruse. Scenograf. Kostumedesigner: Rebekka Bentzen. Kostumier. Skrædder: Anita Sejersen. Komponist: Anders Ortman. Produktionsleder: Dennis Veilgaard. Tekniker: Mikkel Magnus Olsen. Lyddesigner: Simon Mariegaard. Teknikerelev: Philip Durafour.