On Down the Road

Kategori Teater af - juli 14, 2025
On Down the Road

Internationalt anerkendt koreograf Kevin O’Day har tænkt og koreograferet en forestilling til Tivolis Pantomimeteater

Kommenteret af Bo Dalum

Tivoli i regnvejr
Regntøj og paraplyer dominerede i den gamle have, mens forsangeren Jens Unmack fra det danske band Love Shop råbte ”Giv os lige lidt kærlighed” til de fremmødte på plænen, der forsøgte at lade som om, at det var sommer.

Der var 15 minutter til forestillingen, On Down the Road, skulle præsenteres for havens gæster over på Pantomimeteatret. Bænkene stod tomme, og kun et skilt på siden af scenen, hvor der stod næste forestilling kl. 20, indikerede, at her var der noget i vente.

Som minutterne gik, og regnen tog til, kom der fire paraplyer, der satte sig uden postyr, mens koreograf Kevin O’Day listede ud under et træ for at observere sit værk under de omstændigheder, vejrguderne nu havde tildelt denne premiere.

Rådhusklokkernes umiskendelige ekko i tiden svævede igennem haven, og i det samme sænkede påfuglen sine royale fjer. Dansen kunne begynde.

Jeg slipper ballonen og lader den flyve væk i vinden
For at adskille sig, og det markant, fra de velkendte Pjerrot og Columbine traditioner, som bygger videre på de mange farver, Pantomimeteatret er udsmykket med, bliver publikum her introduceret til en scene, hvor alle bagtæpper er rullet op og tøjret som en del af baggrunden, og alle dansere er klædt i sort og gråt.

Her er der kun fokus på kroppens bevægelser og den historie, koreografien sætter rammen for. Meget er op til publikums fortolkning, som det oftest er med dans, men læser man på Tivolis hjemmeside, kan man finde følgende beskrivelse.

On Down the Road er en dybt personlig og samtidig rejse gennem tid, tradition og bevægelse, skabt af den erfarne amerikanske koreograf Kevin O’Day … Forestillingen udforsker mødet mellem det klassiske og det moderne, både æstetisk og tematisk, med inspiration hentet fra O’Days egen kunstneriske rejse gennem New York City Ballet, Sommerballetten og Den Kongelige Ballet samt hans dybe tilknytning til København og Danmark.”

Langt, langt herfra med et stykke af mit hjerte
I løbet af de næste ca. 21 minutter danner jeg mange små historier, og jeg spejler egne oplevelser i mødet med danserne.

Den nøgne scene bliver skiftet ud med en tiltrængt sommerskov og får kostumerne til at fremstå knap så triste, og sammen med musikken, der for det meste har arbejdet kontrapunktisk med det visuelle, finder forestillingen et nyt udgangspunkt, og da Mick Jagger synger første linje fra Rolling Stones’ Moonlight Mile – ”When the wind blows and the rain feels cold”, glider forestillingen på plads for mig personligt, og jeg glemmer tid og sted.

Da danserne bukker, regner det stadig, og jeg føler mig en smule forlegen over at sidde der alene sammen med de andre fire paraplyer, men så kan jeg høre mange andre klappe bag mig.

Bag bænkene på græsset står et sted mellem 75 og 100 af havens gæster, som langsomt er kommet til, og det går for alvor op for mig, at forestillingen On Down the Road er andet og mere end et alternativ til havens mange traditioner, men et forum, der kan give et måske uvant og uindviet publikum en ny indsigt og en debut ind i moderne dans.

Det eneste, der står negativt tilbage, er en undren over, hvorfor Tivoli ikke vælger at lukke den lille flisebelagte sti, der går lige forbi mellem publikum og scenen i de minutter, udøvende kunstnere står på scenen.

Det er en besynderlig oplevelse at overvære forestillingen, mens havens gæster apatisk går frem og tilbage småsludrende lige foran, eller råbende efter en kammerat, at de lige går ud for at pisse. Charmerende er det ikke. Hverken for dem, danserne, eller for det publikum, der har valgt at stoppe op.


On Down the Road spiller fra 11. juli til 30. marts 2025. Pantomimeteatret. Tivoli.
Varighed: 21 minutter.
Forestillingen spiller alle fredage og udvalgte dage frem til fredag den 5. september 2025.


Medvirkende: Anna Zavalloni, Antonio Russo, Carl Anton Rise Jacobsen, Claire Gillard Lestan, Clara Strassel, Francesco Capasso, Ida Marie Krings, Jennifer Wagstaffe, Lauréline Epaulard, Laurie Nielsen, Lilou Coulaud, Louka Do Vale Tinoco, Maïa Gastal, Maxime le Gal, Robert Thomsen, Vincent Vernal. Koreografi og Iscenesættelse: Kevin O’Day. Assisteret af: Alba Nadal. Musik: Fanfare Ciocarlia, Shantal og Rolling Stones. Kostumer: Kitt Houen & Stine Rolfsen

Skrevet af
Har de sidste 25 år arbejdet professionelt med kommunikation og formidling. Har modtaget arbejdsstipendium fra Statens Kunstfond og legat fra Kunstrådets fagudvalg for litteratur for arbejdet med og forskning i dramaturgi. Medlem af Foreningen Danske Teaterjournalister. Anmelder for KULTURBUNKEREN siden 2022.
Kommentarer er lukket.