Et kreativt festfyrværkeri af en thriller

Den altid underholdende instruktør Paul Thomas Anderson er igen tilbage med thrilleren One Battle After Another. Her møder vi den tidligere frihedskæmper Bob (Leonardo DiCaprio), der er efter sin blakkede fortid har levet isoleret med som alenefar til sin nu 16-årige datter, Willa (Chase Infiniti). En gammel fjende fra fortiden dukker dog op, som er villig til at gøre alt for at fange Bob og Willa. Hele deres liv bliver endevendt, og i løbet af en hæsblæsende dag må de gøre alt, hvad de kan, for at flygte fra fortidens synder.

Hvordan det er lykkedes Paul Thomas Anderson at producere en film, der er så højaktuel, er svær at sige, men måske siger det noget om det amerikanske samfund, at fiktion pludselig er blevet til virkelighed. Historien berører elegant moderne problemstillinger om digital overvågning, paranoia og statens grænseløse magtbeføjelser.

Skurken er i samme ombæring ikke bare grænsepolitiet, der med helt uproportionerede ressourcer og foragt for andre mennesker, er villige til at terrorisere en hel by for at fange to personer. Men filmens antagonister er også en lyssky forsamling af rige, hvide mænd, der har i sinde at holde landet ”rent”.

En intens virkelighed
I tre timer sider man tryllebundet af den ene jagtsekvens efter den anden. Det er ikke bare det sprøde billede fra celluloidoptagelserne, der gør det til en virkelighedstro oplevelse. Der er en rå realisme i alle situationer, også når karaktererne agerer idiotisk – det er jo mere reglen end undtagelse hos magtgale mennesker.

Det får selv en biljagt på de lige, bølgeformede amerikanske landeveje til at være intens, når man ved, at det ikke er Fast & Furious, hvor ingen kan dø, men en verden, hvor det modsatte mere er normalen.

Skudvekslingerne er ligeledes korte og kontante. Man skal ikke forvente, at folk bare ryster et skudsår af sig. Når man bliver ramt, er det godnat og tak.

De gamle drenge
Leonardo DiCaprio spiller en afdanket, tidligere revolutionær, der har brugt de sidste 16 år på at drukne sorgerne i stoffer og alkohol. Det er en rolle, der fremstår som skræddersyet til ham. Bob er enormt energisk, og er der noget DiCaprio excellerer i, er det, når han skal vride sig og fare rundt, hvilket man må sige, han gør her, med en underholdende karakter til følge.

Det er de gamle drenge, der viser sig mest mindeværdigt frem. Sean Penn har ligeledes haft en fest som den bindegale Kaptajn Lockjaw, der ikke bare har en kejtet gang, men også opfører sig mærkværdigt, hver eneste gang han taler. Penn har truffet nogle valg, som er lidt ud over det sædvanlige, men heldigvis virker det. Benicio Del Toro har en noget mindre rolle, end man måske skulle tro, men overstråler alle, inklusiv DiCaprio, når han er foran kameraet.

Ikke perfekt, men med noget til alle
Det eneste nævneværdige kritikpunkt er, hvor flade kvinderne er. Det er bemærkelsesværdigt, hvor meget mindre kød, der er på de kvindelige karakterer, sammenlignet med de førnævnte gamle stjerner. Det ville normalt ikke være et problem i sig selv, at ikke alle sidekarakterer er lige flerfacetteret, men bliver det, når den følelsesmæssige kerne er centreret om forholdet mellem Bob og Willa.

Willa er temmelig statisk, fordi der ganske enkelt ikke er tid til, at hun kan forholde sig til de livsforandrende afsløringer, hun får smidt i hovedet. Chase Infiniti gør det dog godt, og ligesom DiCaprio bidrager hun med et skud energi, så ens blik forbliver fastlåst, selvom hun ikke har lige så meget at arbejde med.

Efter et par mindre ambitiøse projekter fra Paul Thomas Anderson med film som Inherent Vice og Licorice Pizza, er det rart at se ham tilbage med en produktion, der først og fremmest er engagerende. Man bliver grebet af ikke bare far-datter historien, men det løber en også koldt ned ad ryggen, når voldsomheden af grænsepolitiet demonstreres med en enorm grad af naturalisme. Der er både stof til eftertanke og spænding til popcornelskere, og det er en film, man sagtens kan holde ud at se mere end en gang, selvom den er næsten tre timer lang.