Det ulige møde med dystopisk socialrealisme og romantisk komedie

Jeg må erklære mig skyldig og skrive, at jeg ikke havde de store forventninger til One Night Only. Filmens grundlæggende koncept med en fascistisk stat, der overvåger sin befolkning med biologiske sensorer, indopereret i armen på alle amerikanere, rimer ikke på romantik. Men konceptet, der er som taget ud af et afsnit fra Black Mirror, kombineret med netop den romantiske komedie, det er lige straks noget, det vækker ens interesse. For er der to ting, der ikke burde passe sammen, så må det være fascisme og kærlighed.

For hvor skørt det end lyder, er One Night Only en romantisk komedie, der foregår i en alternativ version af New York, hvor sex før ægteskab kun er lovligt én nat om året. Man skulle ikke tro det, men meget lidt har forandret sig i the Big Apple efter den nye lovgivning. Selvom kødelig omgang for de ugifte er blevet reduceret til 12 timer hvert år, spirer kærligheden stadig, da skæbnen fører den nyligt forladte Owen sammen med den håbefulde romantiker Allie. Mens byen er gået amok i jagten efter flygtige forbindelser, leder de begge efter noget rigtigt meningsfuldt.

Setuppet er måske usædvanligt, men ellers får vi serveret den kærlighedsfortælling med masser af tilfældigheder, misforståelser og komiske omveje, der kun kan holde kærligheden stangen, indtil vi når tredje akt.

I krig med sig selv
Selvom håndværket ikke altid er lige perfekt, kan man godt mærke, at instruktøren Will Gluck har en forkærlighed for den hårdtprøvede romantiske komedie i biografen. Der gemmer sig da også en solid en af slagsen under overfladen og i få vellykkede stunder, men efterhånden som handlingen skrider frem, står det klart, at filmen aldrig formår at løsrive sig fra det aparte ægteskab med sin præmis.

Musikken er konstant på overarbejde, for at overbevise om, at det er både festligt, hyggeligt og helt vildt romantisk, også når det ikke er tilfældet. Jeg har ikke tal på, hvor mange needle drops, vi bliver udsat for, allerede inden Owen og Allie møder hinanden første gang.

Det anstrengte forhold mellem filmens romantiske fantasi og hårde socialrealisme gør også, at den på underlig vis ender med at gå ind for et totalitært samfund. Flere karakterer nævner helt ukritisk og gentagende gange, at fjernelsen af sex før ægteskabet har ført så meget positivt med sig, ligesom slutningen ikke kan tolkes som andet end en blåstempling af overdreven kyskhed.

At man sidder med fornemmelsen af, at filmen ikke helt ved, hvad den vil være, bliver heller ikke hjulpet af lige lovlig megen product placement. Man skulle næsten tro, at Dunkin og KY-elcykler, havde finansieret store dele af filmen, mens den på et tidspunkt bliver en decideret reklame for kondommærket Durex.

Callum Turner og Monica Barbaro spiller deres rolle, som var de i en helt almindelig romantisk komedie. I den isolerede kontekst rammer de alle de punkter, de skal. De ser godt ud, har mærkbar kemi og er fremstår begge som håbløse romantikere, man kan holde af, hvilket skaber fundamentet for filmens eneste velfungerende drivkraft, som er tiltrækningen mellem de to.

Barbaro og Turner er måske gode, men jeg har ikke lyst til at se to mennesker blive forelsket, samtidig med, at jeg i baghovedet tænker på, hvordan bureaukratiet bliver håndhævet i denne verden. Det er lidt for meget realisme i min romantiske komedie.