Scener fra livet på landet

Vær mild og venlig mod ham, hører du! Søg at berolige ham
Onkel Vanja er en magtdemonstration og et desperat råb om vigtigheden af at blive set og elsket. Råbet giver ekko i gaderne ved Skuespilhuset og er så meget mere end en opsætning af en klassiker.

Det her er scenekunst, når det er allerbedst.

Menneskets længsel efter at udrette noget, der er større end egen eksistens, piner samtlige karakterer, der har deres mere eller mindre tvungne liv på gården i det, der kunne være år 1899, for 40 år siden, i går eller i morgen.

Kedsomheden og livets tendens til at præsenterer flere problemer end gaver vejer tungt. Det kan ikke drikkes væk, selv om forsøget bliver gentaget de fleste dage, og når alt kommer til alt, er det behovet for at blive set, beundret og elsket der, på grund af dets fravær, fordærver de stakkels mennesker. Det bliver ved professoren og den unge hustru, Helenes, tilstedeværelse til en konstant påmindelse om det livet ikke blev.

Det er ikke nogen nem opgave at iscenesætte Onkel Vanja skrevet af Anton Tjekhov, der første gang blev instrueret af Konstantin Stanislavski i 1899.

Alle, der bare har tænkt tanken om at blive skuespiller, kender til navnet Stanislavski, hvis arbejdsmetoder og teorier om skuespil har lagt grundtanken og stadig i dag bliver betragtet som en af hjørnestenene til skuespilkunsten.

Det har som sådan intet med denne opsætning at gøre, men skal blot beskrive, hvor dette værks fortid allerede ved fødslen har været et fyrtårn for scenekunsten.

Men for Yana Ross der står for iscenesættelsen af denne opsætning, virker fyrtårnet som et familiært sted der kalder hende hjem, mere end det advarer mod klipperne i mørket.

Den litauisk-amerikanske instruktør, født i Moskva og uddannet fra universitetet Yale i staterne, åbner visuelt forestillingen som et dystert maleri af en sørgende familie, siddende i stuen, kun oplyst af få stearinlys, mens de med rystende hænder forsøger at holde fast på porcelænet.

I samme sekund som publikum har sporet sig ind på tidsbilledet og tekstens oprindelsessted, bliver vi forstyrret af nutiden, som afslører, hvad forestillingen i virkeligheden er.

En neonoplyst grisestaldsgård.

Men livets eksistentielle livssyn er evigt gyldigt.

Når de taler til mig om deres kærlighed, overvældes jeg øjeblikkelig af en dødelig mathed

Sonja har sammen med sin onkel Vanja, mormor og Jens knoklet i mange år for at få gården til at løbe rundt. Hendes mor er død, og hendes far, professoren, har giftet sig igen med den unge Helene.

Men den pensionerede professor har ikke råd til at bo i byen og er derfor flyttet ud på gården, hvor især Helene minder gårdens sjæle om, at livet er andet og mere end overlevelse.

Sonja har altid haft et godt øje til onkel Vanjas ven, lægen Mikael, der ser lige igennem hende og kun tænker på naturen og træernes vigtighed.

Den nye beboerkonstellation er en trykkoger, der minder alle om, hvordan livet kunne have set ud. Noget må og skal give efter.

Det lyder tungt og utrøsteligt, men denne opsætning af Onkel Vanja balancerer fornemt mellem en hyldest til originalen, omsvøbt i samtidshumor og andre nødvendige virkemidler, der på den måde hiver nutidens publikum til sig.

De medvirkende leverer den redigerede tekst med stor forståelse for de utallige detaljer og budskaber, som fortiden stadig gerne vil oplyse os om, men med en nutidig komik, der flytter forestillingen over i en verden, hvor alle kan få det optimale ud af værket.

Det store spørgsmål er, hvordan man kan lokke flere fra oplandet og dem, som forestillingen har som omdrejningspunkt, ind i Det Kongelige Teater og overbevise dem om, at “Ej blot til lyst” også gælder dem? For dette er alt andet end en forestilling, der peger fingre ad en bondeknold til morskab for den københavnske kulturelite. Det her er svinegodt teater.

Ja, hvile vil vi
Det er nok Nicolas Bro og Jens Jørn Spottag, der med rette bliver forestillingens umiddelbare trækplastre, men det er Morten Brovn, der kommanderer forestillingens fysiske komik og på alle tænkelige parametre får det optimale ud af en karakter, der under andre omstændigheder var bagerst i opmærksomhedskøen.

Bettina Meyers scenografi deler scenen i to. Den højre side viser os indersiden af en grisestald med sin kolde flade cement og billige, men effektive struktur, som forestillingen kan bruge til alt fra stue til udhæng, til værelser, til gården i sin helhed, alt efter hvilke få rekvisitter man vælger at fylde ud med. Det smarte ved at lade karaktererne bo i denne cementkasse er, at det udstiller mennesket som de ulykkelige svin, de nu engang er.

Den venstre side af scenen viser os gårdspladsen med en gylletank i hjørnet, ganske som en hvilken som helst gårdsplads i Danmark ser ud. Det udnytter scenens dybde, samtidig med, at det hiver virkeligheden ind på scenen. Det har givet lysdesignet rig mulighed for at lege med stemninger og illusioner, der netop kan vride virkeligheden på uhyggelig vis, med et lille praj af magisk realisme.

Kostumerne er hele tiden med til at flytte på den umiddelbare opfattelse af tid og sted. Der er en snert af nutidig praktikalitet blandet sammen med halvfjerdsernes kulturradikale uniform, som igen bliver skiftet ud med nullernes hverdag, som igen bliver til den nuværende tracksuit.

Lyddesignet leger med de velkendte lyde, vi alle kender fra landet. Måden fuglene synger på, hvordan regnen kan være forløsende og lokkende i varmen, og hvordan grisenes skrig kan fryse knogler og forstand til is.

Et par enkelte musikalske redskaber tages i brug for yderligere at understøtte handling og stemning, og det er kærkomment placeret for både at give en pause fra alvoren, men også fra den nødvendige humor, der skal balancere det hele på plads.

Betyder det så, at det er en fejlfri forestilling? Nej, naturligvis ikke. Hvilken forestilling er det? Men litteraturen i værket er bevaret og bliver fremført, så helheden ikke er fragmenteret på trods af redigering.

Ja, visse steder er instruktøren så bekendt med værket, at det bliver taget for givet, at publikum kender lige så meget til teksten, og hullerne bliver til små ubesvarede frø på marken.

Der er også en tendens til, at tempoet bliver kunstigt holdt oppe af frygt for, at publikum skal begynde at kede sig, hvilket hurtigt kan misforstås som mangel på dybde.

Men på den modsatte side er det også befriende at sidde tilbage med mulighed for selv at gøde de førnævnte frø på marken, da det jo på ingen måde er de store dramaturgiske punkter, der er pillet ved.

Onkel Vanja er det perfekte valg til 2026 og det moderne menneske, der igen skal mindes om alt det, vi ser og føler og undertrykker, fordi vi har travlt med et liv, vi ikke helt tør leve på egne præmisser.

Onkel Vanja spiller fra den 27. marts til den 8. maj 2026. Skuespilhuset. Store Scene.
Varighed: 2 timer og 30 minutter. Inkl. pause.

Medvirkende: Nicolas Bro, Jens Jørn Spottag, Sofia Nolsøe, Mathilde Arcel, Tina Gylling Mortensen, Mads Rømer Brolin-Tani, Morten Brovn. Dramatiker: Anton Tjekhov. Iscenesættelse og bearbejdelse: Yana Ross. Scenografi og kostumedesign: Bettina Meyer. Assisterende instruktør: Matilda Belin Larsson. Lysdesign: Michael Breiner. Lyddesign: Jonas Vest. Koreografi: Mia Hellberg. Oversættelse: Niels Brunse.