Den eftertænksomme instruktør, Wim Wenders, er tilbage med den oscarnominerede Perfect Days. I filmen følger vi Hirayama (Kōji Yakusho), der arbejder som toiletrenser i Tokyo. Den ældre herre lever en tilværelse præget af rutine og en kalkuleret ensomhed, men gennem hans øjne ser vi, hvor meget skønhed verden alligevel rummer – også fra sanitet medarbejderens perspektiv…
Læs mere
Godzilla x Kong: The New Empire er lige det, man regner med, den er. En masse byer og bygninger bliver udraderet, mens Kong prøver at få Godzilla til at forstå, at han ikke er truslen, men at noget har levet skjult inde i midten af kloden.
Der er altid en større titan, og derfor kan disse film i princippet fortsætte til evig tid.
Kong er flyttet ind i den verden, som blev fundet i den sidste film. Men kongen er ensom, og han er også blevet gammel. Hans udtryk og handlinger er her i begyndelsen det sjoveste i hele filmen. Det er meget tydeligt, at den gamle silverback er pænt træt af det hele…
Urinetown blev uropført i maj 2001 på New York International Fringe Festival og blev senere samme år opført på Broadway.
Teksten og stemningen var og er i høj grad en tendens af tiden og er i al sin enkelthed savnet.
Næsten intet er helligt, ironien og sarkasmen træder hinanden over tæerne for at komme til. Det er så dejligt befriende og forløsende at få lov til at grine, uden at se sig over skulderen, i frygt for at blive nedstirret af en af de efterhånden mange sarte sjæle, bedre kendt som snefnug, i salen.
Nu er Urinetown så også i den blødere ende af den førnævnte tidstendens. Kønsidentitet og seksualitet er uden for målskiven, og det er nok også bedst sådan. Lidt endnu…
I den oscarnominerede Past Lives bliver de stærke relationer, vi danner i løbet af livet, taget under kærlig behandling. I filmen følger vi de to skolekammerater, Na Young og Hae Sung, fra Sydkorea, hvis veje skilles, da Na Youngs familie emigrerer til Canada. De møder hinanden igen et årti senere og genoptager deres forhold gennem Skype-samtaler, og trods den fysiske afstand og ikke mindst tidsforskellen, formår de alligevel at komme hinanden ved. Det er dog et bittersødt gensyn, fordi selvom den moderne kommunikationsform skaber muligheder, er det en ringe erstatning for den ægte vare. Derfra springer filmen en tredje gang, yderligere et årti, hvor Na Young og Hae Sung for første gang i 24 år står fysisk over for hinanden…
Læs mere
Da Jason Reitman lavede Ghostbusters: Afterlife i 2021 var det en glædelig overraskelse, at selv om der var masser af fan service, så var manuskriptet skarpt skrevet og alt havde en begrundelse og kunne i det mindste forklares.
Instruktionen, kameraarbejdet, balancen mellem en oprigtig nysgerrighed over for det overnaturlige, blandet sammen med de obligatoriske ironiske replikker, viste enorm respekt til de to forrige film…
Stemningen er høj fra start, da DON McEnroe og Björn GNU står klar til at hilse på os alle, mens vi kommer ind i salen og finder vores pladser.
Vi skal se tennis? Eller vi skal se dansere spille tennis? Eller vi skal se tennis blive til dans?
Faktisk skal vi se alle tre ting, men vi skal også opleve to gladiatorer fjerne sig fra deres eget ego i en kamp, der handler om alt andet end at vinde eller tabe.
Jannik Elkær og Kristoffer Louis Andrup Pedersen er trukket i 80’ernes garderobe, og næsten uden ord bliver der servet og serveret gennemtænkt koreografi, der læner sig op ad de gamle stumfilms performance og indforståede leg med publikum…
Når Det Kongelige Teater selv skriver, at forestillingen Tjener for to herrer er visuelt smæk for skillingen og en tur i hamsterhjulet i et hæsblæsende tempo, så er det lige før, at det er en underdrivelse.
Der er SÅ meget fart på denne forestilling, og da der er pause, er der gået 90 minutter, som er fløjet forbi, mens publikum har holdt tungen lige i munden, i forsøget på at holde styr på de utallige forviklinger, misforståelser, små hvide løgne og den til lejligheden konstruerede forvirring…
