Pagten

Kategori Biografen skrevet af - august 05, 2021
Pagten

Birthe Neumann er en fantastisk Karen Blixen

Med Pagten viser Bille August for alvor, hvorfor han hører til på den danske filmscene. Efter et kort visit til udlandet med 55 Steps, en film der stort set ikke blev set af nogen, og hans seneste film, Lykke-Per, der må siges at være noget af en episk livsfortælling, så er Pagten nærmest et arketypisk, klassisk, dansk kammerspil.

Livet efter Africa
Filmen handler kort fortalt om venskabet mellem Karen Blixen og den unge digter Thorkild Bjørnvig. Og man må i hvert fald sige, at det er stormfuldt. For den aldrende Karen Blixen er alt andet, end den kvinde, som Den afrikanske farm portrætterer. Hun fremstår bitter, hævngerrig, og fuld af foragt over for de mennesker, der lader sig forføre af alt andet, end det kunstneriske arbejde. I orkanens øje af denne stormfulde kvinde, følger vi Thorkild Bjørnvig, der er en talentfuld, men også meget introvert mand, som kæmper med at finde en balance mellem sin livgivende passion som digter og familielivet. Der er selvfølgelig små sidespring undervejs, men i grove træk er det, hvad filmen handler om – og det på både godt og ondt.

For hvis vi starter med det gode, så er Birthe Neumann en fantastisk Karen Blixen. Hun spiller hende med en naturlighed, som ville gøre de fleste skuespillere misundelige, og hun giver Karen Blixen en tryllebindende autenticitet, særligt i de passager, hvor hun fremstår alt andet end elskværdig. Man kan virkelig mærke, at hun er en kvinde, der har haft et langt og hårdt liv, og som ikke gider finde sig i noget som helst længere.

Passion eller pligt
Det er også en interessant problemstilling filmen hiver fat i, for hvad er egentlig vigtigst? Er det ens pligtfølelse overfor andre, eller er det ensporet at følge ens passion og det, som gør en allermest lykkelig her i livet? Det spørgsmål forsøger filmen at belyse i løbet af knap to timer, og det er befriende, at hovedkarakteren er så indadvendt, at vi ikke er nødsaget til at se det ene følelsesudbrud efter det andet, hver eneste gang han står i en svær situation.

Desværre er filmens meget snævre og fundamentale fokus, også dens største svaghed. For med frygt for at blive kaldt alverdens øgenavne, så kan filmen være lidt lang i spyttet til tider. Tempoet er meget roligt, og det er ikke ligefrem cinematisk at se en person sidde ned og skrive på et papir, mens han stirrer ud ad vinduet og prøver at finde inspirationen.

Pagten er et fornemt kammerspil, hvor scenerne mellem Karen Blixen og Thorkild Bjørnvig, helt klart at de øjeblikke, hvor filmen står stærkest. Det er en meget ømtålelig og intim fortælling, og det betyder, at den for nogle vil ramme noget dybt inde i dem, og påvirke dem både følelsesmæssigt og intellektuelt, hvilket jeg kunne se og høre hos flere af de mennesker, som jeg så filmen sammen med. Desværre er jeg ikke en af dem. Jeg kan ikke andet end at anerkende, at det er en vellavet film, med flotte landskabsbilleder og gode skuespilspræstationer, særligt af Birthe Neumann, men for mit vedkommende, fandt jeg aldrig den ekstraordinære oplevelse, som Blixen og Bjørnvig ellers hungrer så meget efter.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentar er lukket.