Or Dreaming of Paradise
Gå lige i løvens gab
Pandemonium er tro mod sit eget navn, der hentyder til kaos, larm og forvirring. Hvis vi går endnu længere tilbage i tiden, er ordet opfundet af John Milton som navn på helvedes hovedstad og slot i digtet Paradise Lost.
Med den viden er man godt klædt på, når musiker Mathias Reumert slår forestillingens tone an, hvor lydniveauet er provokerende højt og musikken alt andet end behagelig.
Det ubehagelige og foruroligende lydtapet tager kun til, som forestillingen skrider frem, indtil en engel på video endelig forbarmende synger om, at der måske er lys, blomster og håb. Det gør hun, mens vi ser billeder af den industrielle guldalder klippet, som var det en Leni Riefenstahl produktion. Englens sang kommer måske i virkeligheden fra den gamle kone, der sidder nedslidt på alle knoglerne? Det er meget indviklet, meget absurd, meget for meget, men samtidig simpelt og under alle omstændigheder originalt i sin insisterende brutalitet.
Den, der spiser med djævlen, skal have en lang ske
I mørket har to, skal vi kalde dem slaver, fået et barn. De må skjule dette barn, for en sådan lykke kan og må man ikke have, når man bor i mørket. Her skal man arbejde for den barnlige og ondskabsfulde cowboy gunslinger. De skal slæbe tunge sten til ovnen, hvor de bliver opløst til olie og ført til en tønde.
Den infantile og højtråbende despot bruger vold og undertrykkelse, og de finder sig i det, for de kender sikkert ikke til andet. De ved ikke og tør ikke tro på, at et andet liv er muligt.
Symbolikken er tyktflydende, det er meningen, det er stilen, men det bliver hurtigt for meget og for gentagende for publikum, der til alle sider ikke kan lade mobilen blive i lommen i de kun 75 minutter forestillingen vare. Både på rækken foran mig, personen jeg sad ved siden af og et smartwatch til min højre. Hvad er det dog der foregår?
Djævlen ligger i detaljen
Pandemonium har ikke nogen replikker, men den har et sprog, et kropssprog, der på intet tidspunkt fejler sit publikum, og man kan ikke være i tvivl om, hvad forestillingens tema, tese, tone, og holdets motiv er. Det er et sansebombardement. En gryderet af Camp, Trash, Shock og Bad Taste. Jeg undskylder de mange engelske ord, men det er nu det, der i øjeblikket bedst beskriver Pandemonium.
Det er moderne og lige nu også popkultur at fortælle historien om de få, der undertrykker de mange. Det er ikke noget nyt, men den meget tydelige Donald Trump zeitgeist står i kø ved mange af teatrene i øjeblikket. Det kan opfattes som lavt hængende frugt, men det er vigtig frugt og ULK Productions gør sit for at holde harmens ild i live.
Pandemonium tør være helt sin egen, og de medvirkende gør deres til, at vi væmmes over uretfærdigheden, mens vi som altid holder med de undertrykte og håber på, at de levede lykkeligt til deres dages ende.
Tilbage står et stort spørgsmål. Grinede det yngre publikum af afmagt, af harme eller fordi det hele var så meget for meget? Og lad så den forbistrede mobil blive i lommen!
Pandemonium spiller fra 29. september til 03. oktober. 2026. Aveny-T
Varighed: 75 minutter.
Medvirkende: Mira Elisa Obling, Lukas Lykke Johansen, Thomas Diepeveen. Medvirkende På Film: Ludmilla Faber Striim. Livemusiker: Mathias Reumert. Indspillet Musik Musikere: Athelas Sinfonietta, Dirigent: Nathanaël Iselin, Sopran: Louise Mcclelland. Tekst, Iscenesættelse, Scenografi, Dukkemager, Filmklipper: Emil Veber. Komponist: Frederik Bak. Tonemester: Aske Vang Rasmussen. Lysdesign, Teknisk Afvikling: Markus Snorre Loft Jensen. Producent: ULK Productions, Aveny-T Forestillingsbilleder: Emil Indiana Holm.
