Ferien, der blev mødet med virkelighed
I den danske film Paradis følger vi ægteparret Mikkel og Louise, der er taget på all‑inclusive ferie med deres to døtre. Med en travl hverdag, hvor de er spredt for alle vinde, ser de frem til at nyde to ugers afslapning i Spanien sammen. Idyllen lider dog et brist, da de ved et uheld påkører en afghansk flygtning, og da manden senere opsøger dem, bliver de pludselig direkte konfronteret med deres egne værdier og ansvarsfølelse. For hvor godt et menneske er hr. og fru. Danmark egentlig, når deres idealer udfordres af virkeligheden?
Et åbenlyst budskab
Paradis er mere sympatisk end virkelig vedkommende. Lidt ligesom sine hovedkarakterer, der er på en luksusferie og bliver konfronteret med den globale ulighed i form af flygtninge, der valfarter til Europa, savner man lidt, at der bliver sagt noget, som vi ikke allerede ved.
Hvis målet er at give folk dårlig samvittighed og skyldfølelse over, at vi sidder her i velfærdsdanmark, mens folk er på flugt fra død og ødelæggelse, og hvis eneste håb for fremtiden er at få hjælp fra fremmede, skal filmen nok minde disse mennesker om, at verden er større end vores lille land i Norden.
Budskabet bliver bare fortalt på så karikeret en måde, at man lidt ligesom Mikkel og Louise, ikke rigtig lærer så meget, når det kommer til stykket.
Fx ville historien gå i stå flere gange, hvis ikke Mikkel var så umanerlig ubegavet, i sin håndtering af mødet med flygtningen Ahmad, at man til tider har svært ved at tro på, at han faktisk er højtuddannet. For, hvordan kan han være så uvidende om de mest basale ting, hvis det er for at understrege en pointe om, at vi ved mindre om andre mennesker, end vi går og tror. Værst er dog, da Louise pludselig forlader familien for at tilbringe en dag som frivillig for flygtninge, der venter på en holdeplads, der skal føre dem væk til en lejr. På det tidspunkt, er det som om, at filmens budskabet fuldstændig har overtaget enhver troværdig fremdrift i historien.
En invitation til refleksion hos gennemsnitsdanskeren
Der er lidt for meget narcissisme over alt det, som Louise og Mikkel gør, også når de giver en hjælpende hånd. Jeg er ikke tvivl om, at det er en kritik, der peger direkte tilbage mod den almindelige dansker, som har høje tanker som sig selv, men som mest af alt er selvoptaget, når det kommer til stykket. Det bliver bare et meget tungt plot at sidde igennem, når det hele skal gennem det filter, og havde det ikke været for, at Esben Smed og Danica Curcic er så dygtige skuespillere, tror jeg heller ikke, jeg ville have følt nogen sympati for den småborgerlighed ægteparret repræsenterer.
Paradis stiller skarpt på en virkelighed, som de fleste danskerne nok gerne ville være foruden, og gør klogt i at bruge en helt gennemsnitlig dansk familie som vores indgang til problematikken om flygtninge. Det er måske ikke det mest interessante perspektiv, og det bliver også lige lovlig karikeret i sine bestræbelser på at være vedkommende, men forhåbentlig kan det sætte tankerne i gang hos dem, der, ligesom Mikkel og Louise, aldrig har skænket verden udenfor deres trygge rammer en tanke før.
