True crime-på et nyt Folketeater
![]()
Hyp hyp motherfucker
Steen Steensen Blichers novelle fra 1829, som af nogen betragtes som verdens første krimi, har fået en gedigen moderne overhaling.
Hvis nogen tænker, at det lyder støvet og en smule kedsommeligt med et snart 200 år gammelt krimidrama, baseret på virkelige begivenheder, der fandt sted yderligere 200 år siden, så beviser Johannes Lilleøre og Henrik Grimbäck med deres dramatisering og iscenesættelse, at havde der været podcastudstyr dengang, så var der materiale eller content, som det hedder, nok til at mætte selv den mest ivrige true crime lytter.
Det er nok derfor heller ikke det store mysterium, hvorfor publikum valfarter til Folketeatrets black box-scene Hippodromen. Præsten i Vejlby er ikke bare spændende, det er dragende, finurligt, og så er det vildt underholdende med sin løsslupne tilgang til materialet.
De medvirkende bryder alle fiktionens regler. De taler og kommanderer rundt med hinanden undervejs som børn, der leger i skolegården. De bruger publikum som vidner og som kor til at underbygge suspense i salen. Faktisk bliver en af de medvirkende så træt af den karakter, vedkommende spiller, at en stedfortræder må træde til.
Der bliver gjort meget i underholdningens navn, men det går aldrig ud over Steen Steensen Blichers egentlige historie eller budskab, som stadig bliver vist frem i sin uhyggelige og grusomme form.

Retten er sat
Den unge Erik Sørensen er lige blevet herredsfoged og har et godt øje til præstedatteren Mette Qvist, og følelserne er gengældt. Præsten i Vejlby, Søren Qvist, der ellers er kendt for sit temperament, kan også godt se, at det kan blive et godt ægteskab. Men det kan den rige Morten Bruus ikke, og vi ved alle, hvad jalousi kan føre til.
De tre medvirkende har et solidt greb i karaktererne, og der er samtidig overskud til at være fortæller, dirigent og styre publikum i ønsket retning, når de aktivt bliver bedt om at medvirke.
Iscenesættelsen er bundsolid i sine detaljer, men føles lettilgængelig og sjældent tung, sit materiale taget i betragtning.

De kyssede hinanden og det smagte af håb
Kostumer og scenografi sætter tonen og minder os om årstal, men de hvide klinker på gulvet og på væggen sender også signal om et slagterhus’ brutalitet.
De få rekvisitter bliver brugt optimalt, og ingen er bange for at grave sig ned i fordybelsen og indlevelsen.
PRÆSTEN I VEJLBY markerer og cementerer yderligere skiftet på Folketeatret, men publikum virker bestemt ikke til at lade sig afskrække. Tværtimod.
Denne forestilling er til alle, om man er til true crime eller ej.
Om få dage pakker forestillingen sammen og drager på omfattende turné til glæde for hele landet.

PRÆSTEN I VEJLBY spiller fra 27. september til 08. november 2025. På Folketeatret.
Varigheden er ca. 2 timer og 15 minutter inkl. pause.
Forestillingen drager efterfølgende på danmarksturné.
Medvirkende: Rolf Hansen, Fanny Louise Bernth, Tobias Shaw. Baseret på novelle af: Steen Steensen Blicher Manuskript: Johannes Lilleøre og Henrik Grimbäck. Iscenesættelse: Henrik Grimbäck. Scenografi og kostumedesign: Mie Riis. Lysdesign: Mads Lindegaard. Lyddesign: Michael Roger Henriksen.