To verdener mødes

Med Predator: Badlands får vi en noget anderledes Predator-film. Ikke nok med, at der ingen mennesker er at finde på rollelisten, er protagonisten også skiftet ud med en predator, eller yautja, som er det officielle navn på racen.

I hovedrollen finder vi den lille yautja, Dek, der bliver anset som udskud i krigerkulturen, hvor kun den største og stærkeste har noget skulle have sagt. For at bevise sit værd, rejser han derfor til en fjern planet for at fange det største trofæ. Men allerede inden han lander, bliver han mødt af en verden, som han på ingen måde er i stand til at forstå. Her danner han en ulige alliance med androiden Thia, spillet af Elle Fanning, og sammen forsøger de at overvinde de mange trusler på den brutale planet.

Ren action
De menneskelige soldater er måske forduftet, men der er stadig tale om et klassisk actionfyldt brag, med masser af blodige kampe til følge. Sammenlignet med den forrige film, Prey, er der virkelig skruet op for brutaliteten, men det er bare med monstre og grønt blod i stedet for.

Dek og Thia udgør tilsammen et umage par, og selvom de skal på en meget klassisk dannelsesrejse – både figurativt og bogstaveligt – er de godt selskab. Særligt Elle Fanning som den usædvanligt livsglade og entusiastiske androide, er et kærkomment syn, efter så mange år med psykopatiske maskiner. Det virker derfor også meget overlagt, at hun er så anderledes, når man finder ud af, hun er et produkt af Weyland-Yutani, for med den forbindelse, får vi også den første cross-over mellem Alien og Predator-universet i 20 år.

Meget af det tiltalende ved filmen er, hvordan der leges med forventningerne, men uden at genopfinde den dybe tallerken. En predator, der samarbejder og en androide, der ikke er morderisk, er måske åbenlyse eksempler på, hvordan forventningerne vendes på hovedet, men ellers er det en meget ligetil film.

For Predator: Badlands er ganske enkelt en solid actionfilm, hvor vi hopper fra den ene actionsekvens til den næste, mens vi bliver fodret med nye og farlige monstre på en planet, hvor alt lige fra planterne til dyrene er mere end villige til at slå dig ihjel. Man skal ikke gå ind og se den, hvis man havde håbet på en dybere udforskning af Predator-universet, eller for at gruble over eksistentielle spørgsmål. Der er bare fart over feltet fra start til slut, med en række velkoreograferet actionscener, og det er vel også godt nok.