Et intenst kammerspil om vejret, der kunne ændre krigen
At gøre en vejrudsigt til omdrejningspunktet for en intens krigsfilm lyder måske ikke umiddelbart som opskriften på neglebidende spænding. Ikke desto mindre formår Pressure at gøre netop det. Med et stærkt ensemble anført af Andrew Scott og Brendan Fraser fortæller filmen historien om de afgørende dage op til D-dag og den næsten umulige beslutning om, hvorvidt de allierede skulle gennemføre invasionen af Normandiet eller udsætte den på grund af vejret.
Resultatet er et intenst og klaustrofobisk historisk drama, der først og fremmest lever af sine karakterer, dialog og konstante følelse af tidspres. Historien er baseret på virkelige begivenheder, men Pressure er ikke en dokumentar og tager sig flere dramatiske friheder undervejs. Som kammerspil fungerer den til gengæld fremragende.
Fra teaterscenen til det store lærred
Pressure er instrueret af Anthony Maras og bygger på David Haigs teaterstykke af samme navn. Haig har sammen med Maras også skrevet filmens manuskript, og teaterophavet er tydeligt. Handlingen udspiller sig primært på de allieredes hovedkvarter, hvor officerer og meteorologer diskuterer prognoser, militærstrategi og konsekvenserne af en forkert beslutning. I centrum står den skotske meteorolog James Stagg, der får til opgave at levere den vejrudsigt, som skal være med til at afgøre, om den enorme invasion kan gennemføres.
Når en vejrudsigt bliver en thriller
I de tre intense døgn op til D-dag står general Dwight D. Eisenhower (Brendan Fraser) og chefmeteorolog James Stagg (Andrew Scott) over for et næsten umuligt valg. De allierede skal beslutte, hvornår historiens største søbårne invasion skal indledes, og en forkert beslutning kan koste tusindvis af menneskeliv og potentielt ændre krigens udfald. Pressure fortæller historien om den altafgørende vejrudsigt og de mennesker, der under et enormt pres skal vurdere, om invasionen kan gennemføres.
Problemet er, at meteorologerne ikke er enige. Den amerikanske meteorolog Irving Krick, spillet af Chris Messina, er langt mere optimistisk og baserer blandt andet sine vurderinger på historiske vejrmønstre. Stagg mener derimod, at de aktuelle data peger på et voldsomt uvejr, der kan gøre en invasion katastrofal. Samtidig står general Dwight D. Eisenhower med det endelige ansvar for beslutningen, og konsekvenserne er ikke kun hypotetiske. Få uger tidligere kostede øvelsen Exercise Tiger hundredvis af allierede soldater livet – en begivenhed, der fortsat hjemsøger Eisenhower.
Det imponerende ved Pressure er, hvor spændende filmen formår at gøre sit forholdsvis enkle udgangspunkt. Store dele af filmen består i bund og grund af mennesker, der diskuterer vejret i forskellige rum. Alligevel vokser intensiteten konstant. Andrew Scott leverer en fremragende præstation som Stagg, der ikke nødvendigvis fremstilles som filmens mest sympatiske menneske. Han er stædig, vanskelig og kompromisløs, men netop dét bliver også en af karakterens styrker. Hans opgave er ikke at fortælle militærledelsen det, de ønsker at høre, men at give den fagligt mest forsvarlige vurdering, selv når han ikke kan give dem den sikkerhed, de desperat efterspørger.
Filmen er samtidig fyldt med stærke præstationer. Brendan Fraser giver Eisenhower både autoritet og menneskelighed som manden, der i sidste ende skal bære ansvaret for beslutningen, mens Kerry Condon og Damian Lewis ligeledes gør indtryk som henholdsvis Kay Summersby og Bernard Montgomery. Det er især samspillet mellem skuespillerne, der gør filmens kammerspilsformat så effektivt.
Historie med dramatiske friheder
Selvom Pressure bygger på virkelige personer og begivenheder, skal filmen ikke opfattes som en dokumentarisk gengivelse af dagene op til D-dag. Flere hændelser er komprimeret eller dramatiseret for filmens skyld. Konflikten mellem Stagg og Krick havde eksempelvis et historisk grundlag, men deres samarbejde udspillede sig over længere tid, end filmen giver indtryk af. Filmen skruer også markant op for dramaet omkring Staggs gravide kone. Hun var ganske rigtigt gravid under begivenhederne, men hospitalet, hvor hun befinder sig i filmen, blev ikke bombet i virkeligheden.
Det er tydelige dramaturgiske valg, og enkelte af dem kan føles konstruerede. Til gengæld ændrer de ikke ved, at filmens centrale dilemma var meget virkeligt. Meteorologerne stod uden moderne satellitter og computermodeller og skulle alligevel rådgive om en beslutning, hvor tusindvis af menneskeliv afhang af deres vurdering. Det giver filmen en interessant pointe om faglighed og usikkerhed – især fordi vejret selv med nutidens teknologi stadig kan være uforudsigeligt.
Spænding, selv når historien allerede er skrevet
Man behøver ikke være ekspert i Anden Verdenskrig eller meteorologi for at blive grebet af Pressure. Filmen formår at gøre en forholdsvis ukendt del af historien bag D-dag både forståelig og medrivende uden at drukne fortællingen i militærhistoriske detaljer. Samtidig fungerer filmen, selv hvis man på forhånd kender historiens udfald. D-dag fandt sted den 6. juni 1944, og resultatet kan naturligvis ikke ændres. Spændingen ligger derfor ikke nødvendigvis i, hvad der kommer til at ske, men i hvordan beslutningen bliver truffet, og hvor usikkert udfaldet fremstod for de mennesker, der stod midt i situationen.
Mod slutningen bevæger filmen sig væk fra hovedkvarterets relativt trygge rum og viser konsekvenserne på stranden. Her bliver de tal og strategiske overvejelser, der hidtil har domineret fortællingen, pludselig til mennesker af kød og blod. Det understreger, hvor meget der reelt stod på spil bag diskussionerne om vind, skyer og tidevand.
Pressure er et dramatisk, intenst kammerspil båret af stærke præstationer og spænding lige til det sidste. Anthony Maras formår sammen med et fremragende ensemble at forvandle meteorologi og møder i lukkede rum til et overraskende intenst historisk drama. At en film kan tage en begivenhed, hvis udfald allerede står skrevet i historiebøgerne, og alligevel få publikum til at sidde på kanten af sædet, er en præstation i sig selv.
