Når scenekunst bliver til sceneKUNST

Jeg tror, jeg er allergisk overfor min egen håbløshed
Det eneste man kan være sikker på, når man går ind til en forestilling, Emil Rostrup har instrueret og står bag, er, at du får alt andet end det, du havde troet og gættet på.

Ofte når jeg træder ud i virkeligheden igen, er jeg blevet rystet, provokeret, og vigtigst af alt er en ny dør ind til min egen underbevidsthed blevet åbnet, og jeg har været på besøg inde i et rum, jeg ikke anede eksisterede.

Det, tror jeg, er ens for alle blandt publikum. Om man så bryder sig om det rum, er en helt anden historie, og det kan Emil Rostrup vel næppe være ansvarlig for. Han har blot åbnet døren.

Det er teater, det er scenekunst, men det er også kunst på et kunstværks ubøjelige og kompromisløse præmisser.

Garbage comes in, garbage comes out
Uden ild er vi intet. Men titanen Prometheus vil gerne se mennesket trives og hjælpe deres fremgang til at blive andet og mere end ren overlevelse. Derfor stjæler han ifølge den græske mytologi ilden fra guderne og giver det til mennesket. En symbolsk delbar ild, som Emil Rostrup sammenligner med digitale filer, memes, influencere og dem, der ejer de platforme, som mennesket nu er afhængige af.

Publikum bliver introduceret til en aldeles usympatisk Donald Trump version af Zeus med kæmpe guldhat, der helt sikkert er højere end alle de andres, men i stedet for at se imponerende ud, ligner han og opfører han sig som en sølle, magtliderlig og hævngerrig klovn. Det er aldeles fremragende og ubehageligt spillet af Nicolai Jørgensen, godt tænkt af Emil Rostrup og godt skrevet af Amalie Smith.

Den nyudklækkede Christopher Nallo, der kommer frisk fra Den Danske Scenekunstskole, spiller sammen med Nanna Finding Koppel de stakkels mennesker, der bliver behandlet som brikker i et spil mellem guden Zeus og titanen Prometheus, spillet af Joen Højerslev.

Fælles for alle de medvirkende og robothunden er viljen til også selv at indgå som en brik, ikke bare som skuespiller, men som en fysisk del af det førnævnte kompromisløse kunstværk.

De er en del af et eksperiment, der skal trække tiden ud med endeløs løben rundt i ble, designet for at minde os om, at vi lever i en tid, hvor vi nægter at vente på noget som helst. Mens de løber rundt med ildens gave på ryggen, bliver publikum en del af værket, da vi med meget stor tydelighed bliver irriterede over manglen på fremdrift i fortællingen.

Ilden bliver ikke mindre af at blive delt
Min teori om, at forestillingen med vilje trækker tiden ud, ikke fordi der ikke var mere at fortælle, men for at bevise påstanden om, at selv Zeus ikke kan se en video uden at sætte hastigheden op, kulminerer og bliver kun yderligere forstærket, da Prometheus vil vise, hvad mennesket har skabt.

Jeg var lige ved at hoppe ud af min egen krop, da forestillingen slutter med et kæmpe antiklimaks trukket bevidst i langdrag, så hele salen ikke tør klappe, da ingen aner, om det er forbi eller ej.

Det er modigt. Næsten for modigt.

Mikkel Rostrup har stået for scenografi og kostumer, der som sådan ikke kan sættes en finger på, der er bare for lidt af den. Det er kun til sidst, at scenerummet bliver udnyttet til fulde med et bjerg af elektronisk skrammel, ellers er det meget nøgent, så meget faktisk, at snoretrækket i siden ikke engang er skærmet af.

Havde det været i et meget mindre rum, som da Emil Rostrup lavede Fuck Katharsis og udnyttede hver centimeter af foyerscenen på Aveny-T eller insisterede på ikke at bruge stolerækkerne inde i salen, men lavede et mindre, mere intimt rum til publikum oppe på scenen med forestillingen Ødipus Kitsch, så var publikum uden tvivl blevet tvunget dybere ind i eget sanseapparat. Men salen på Nørrebro Teater er alt for stor til denne forestilling, som drukner en smule mere for hver stolerække væk fra scenen.

Forestillingen, PROMETHEUS, er langt fra den stil, Nørrebro Teater tidligere har beskæftiget sig mest med, men det er nu et kærkomment afbræk eller måske skift.

PROMETHEUS spiller fra 20. september til 11. oktober 2025. På Nørrebro Teater.
Varigheden er ca. 1 time og 30 minutter uden pause.

Medvirkende: Christopher Nallo, Joen Højerslev, Nanna Finding Koppel og Nicolai Jørgensen. Instruktion: Emil Rostrup. Scenografi og kostumer:  Mikkel Rostrup. Tekst: Amalie Smith.  Lyddesign: Kevin Eagle Oliver. Lysdesign: Mia Jandje Willett.