Hvis ikke nu, hvornår så?
Sejrsrunde til de dejlige kvinder
Da de 10 skuespillere træder frem i lyset, bliver de allerede, inden det første ord er sagt, mødt af et kæmpe bifald. Nørrebro Teater er elektrisk, og klapsalverne er ikke rettet mod selve forestillingen endnu, men mod de skuespillere, der står på scenen, det arbejde, de har gjort, og den betydning, det har haft for dansk scenekunst, teater og film.
Men dette er ikke en prisuddeling, hvor der skal gives en pris for lang og tro tjeneste. Dette er forestillingen Renæssance, skrevet og iscenesat af Kamilla Wargo Breklingco, ud fra de medvirkendes egne erfaringer, blandet sammen med resultatet fra samtalesaloner, afholdt i forbindelse med forestillingens tilblivelse. Det er disse fortællinger, oplevelser og drømme, der er forestillingens kerne. De næste 90 minutter bliver publikum kyndigt guidet gennem kvindelivet, efter man er fyldt 60 år og er blevet usynlig.
Kirsten Olesen når lige inden startskuddet at informere om, at skulle hun falde om på scenen, så vil hun gerne have frabedt sig genoplivning, og så bliver der ellers lagt fra land.
Jeg bliver langsommere uden lyd
Hvis man sidder og tænker, at Renæssance udelukkende er rettet mod kvinder i en bestemt alder, så kan jeg forsikre, at alle kan og vil få utroligt meget ud af denne formidabelt velskrevne, gennemarbejdede og velspillede forestilling, der lige så meget handler om at blive set, hørt og tage sin plads her i livet, også efter man er gået på pension, og kroppen føles som en byggeplads, der er ved at falde fra hinanden.
Jeg er en 48-årig mand, og jeg kunne sagtens nikke genkendende til mange af de oplevelser, betragtninger og problematikker, som Renæssance både kærligt, men også ubarmhjertigt vil have sit publikum til at genkende, spejle sig i eller forberede sig på.
Scenografien er minimal og består kun af et gulvtæppe og et hvidt, krøllet bagtæppe. På gulvet står et par flyttekasser, der også kan bruges til at sidde på. Men der er heller ikke brug for mere, og øjnene keder sig aldrig. De 10 medvirkende fylder og kræver hver især deres plads, men er samtidig gavmilde med at dele scenen med hinanden.
Det er et powerhouse af erfaring og en mesterlære i timing og tilstedeværelse på en scene.
Jeg kan løbe uden at tisse i bukserne
Man kommer længst med humor, og det er da også indgangsvinklen til langt det meste i Renæssance, men der er også livsbetingelser, der kræver sin plads i de alvorliges land. Her stiger pulsen og tårekanalerne bliver testet. Det er nødvendigt og også smukt.
Alberte Winding og Andreas Fuglebæk har skrevet teksterne til de sange, som forestillingen også har at byde på.
Det kan ofte ske, at sange, der bliver skrevet eller bestilt til en bestemt forestilling, ender med at køre på et parallelt spor og aldrig helt opnår at blive homogene med resten af opsætningen. Men her føles og bliver det til den mest naturlige forlængelse og bidrager til en fantastisk helhed.
Renæssance er en på alle måder intens, gribende og gennemført forestilling, der hylder kvinden i livets efterår og husker os alle på, at netop efterårets farver er varme og glødende. Det er et kærlighedsbrev til livet.
Renæssance spiller fra 14. februar. til 21. marts. 2026. Nørrebro Teater.
Varighed. Ca. 1 time og 30 minutter. Uden pause.
Medvirkende: Jannie Faurschou, Hanne Hedelund, Ulla Henningsen, Ann Hjort, Marianne Mortensen, Kirsten Olesen, Sonja Oppenhagen, Birgitte Raaberg, Pia Rosenbaum, Rikke Wölck. Musiker: Alice Carreri. Iscenesætter & Dramatiker: Kamilla Wargo Breklingco. Iscenesætter, Koreograf & Dramaturg: Karina Dichov Lundmusik. Sangtekster: Alberte Winding, Andreas Fuglebæk. Scenograf & Kostumedesigner: Karin Gille Lysdesigner: Mia Jandje Willett. Lyddesigner: Alice Carreri.
