En påmindelse om de rørende, almindelige skæbner
Rental Family er et japansk-amerikansk drama, hvor vi følger Philip (Brendan Fraser). En ensom amerikansk skuespiller i Tokyo, der stadig føler sig fremmedgjort efter syv år i landet og kæmper med at finde mening i livet.
Rollerne er heller ikke mange til en hvid mand som ham, så da han får muligheden for at tage et noget usædvanligt skuespillerjob, ender han med at takke ja. Jobbet er for en japansk virksomhed, der udlejer mennesker, som kan udfylde den rolle, du savner i dit liv. Det kan være alt lige fra forældre, til ægtefæller, alle dem, som bare har brug for lidt selskab og støtte, og ikke kan finde den selv.
Men, der går selvfølgelig ikke længe, før grænsen mellem skuespil og ægte menneskelige forbindelser bliver udvisket, og Philip må gøre op med sig selv, hvor langt han selv er villig til at operere i den gråzone.
Stadig vedkommende
Det er ikke første gang, jeg har set Rental Family, men det gør ikke noget, for når man genser filmen, er det stadig slående, hvor rolig, afdæmpet og åbenhjertig en fortælling, det er.
Vi får virkelig udforsket de skånsomme løgne, vi alle fortæller hinanden. Og der findes nok ikke et bedre eksempel på, hvor langt mennesker er villig til at gå for at holde på former end Japan. Et land, der er så traditionsbundet, at det er lige før uhøflighed, er en dødssynd.
Som et cinematisk værker peger filmen tilbage mod en svunden tid, hvor filmskabere havde en så stor tiltro, ikke bare til det magiske ved livet, men også til, at publikum kan se det samme. Livet og særligt relationerne til andre mennesker, rummer enorme dybde, hvis bare man giver plads til at komme hinanden ved.
Livsbekræftende portræt
Udover positive vibes, skader det heller ikke, at der er tale om en flot film. De japanske storbyer og deres natur viser sig begge fra deres tiltalende side, som steder, der rummer en enorm skønhed, også selvom det ikke altid er tydeligt på overfladen.
Musikken spiller også en stærk rolle med sin allestedsnærværende og beroligende temaer, der hele tiden minder vores underbevidsthed om, at almindelige menneskers problemer også er dramatiske, også når der ikke skriges højlydt eller kastes med knytnæver.
Skal man være lidt hård og kontant, bør det understreges, at det selvfølgelig er en sentimental fortællingen. Philips dannelsesrejse er ikke ligefrem nyskabende, men den er oprigtigt, og derfor ikke bare vedkommende, men også rørende, særligt når han spilles af Brendan Fraser, der er malplaceret i mere end én forstand.
Rental Family er en livsbekræftende film, der gør en i godt humør, efter man har set den. Det er en autentisk tåreperser, fordi den virkelig er rørende gennem sit portræt, fuld af opløftende empati og medmenneskelighed.
