Resident Evil

Kategori Biografen af - september 17, 2026
Resident Evil

Et friskt pust til Resident Evil

Der er vaskeægte horror-elementer, klamme monstre, masser af humor og god underholdning i Zach Creggers version af den populære Resident Evil-franchise.

Instruktør og manuskriptforfatter Zach Cregger fik sit helt store gennembrud med gyserfilmen Barbarian og sidste års store succes Weapons, hvor gys og humor går hånd i hånd. Nu har han kastet sig over den populære spilfranchise Resident Evil og forsøger at bringe serien tilbage på rette spor efter de seneste mislykkede filmatiseringer.

Bryan (Austin Abrams) arbejder som bud og leverer medicin, da en tilsyneladende rutinemæssig tur udvikler sig til et mareridt. Han får en hasteopgave til Raccoon City Hospital, som betaler dobbelt. Undervejs skal han dog overleve samtaler med kæresten og en vinter, som hans bil bestemt ikke er parat til. Da han ved et uheld rammer en tilfældig kvinde, viser det sig, at natten aldrig helt bliver den samme.

En anderledes Resident Evil-helt
Nogle fans af spillene virkede rimelig skuffede over, at filmen ikke følger den populære spilkarakter Leon S. Kennedy. Derimod har Zach Cregger sammen med Shay Hatten lavet sin egen historie i franchisen. De har sammen udviklet Bryan, en hovedperson, som virker som den værst tænkelige at placere i et monsterscenarie. Hans overlevelsesinstinkt bliver gennem filmen konstant testet, han kan ikke håndtere våben og virker generelt ret malplaceret i denne verden. Det er dog også her, filmen fungerer godt, da den formår at blande gys og humor.

Selve filmen føles til tider som gameplay, da man følger Bryans tragiske nat næsten som gennem et videospil. Man kan tydeligt mærke, at Cregger har ladet sig inspirere af spillenes struktur, hvilket også fungerer fint i en filmatisering. Austin Abrams havde sit helt store gennembrud i rollen som James i Weapons, og man kan sagtens forstå, hvorfor Cregger igen har valgt at samarbejde med ham. Bryan er på ingen måde en helt som Leon. Han er blot en helt gennemsnitlig fyr, der prøver at overleve i en fuldstændig vanvittig verden.

Når humoren tager over
Filmens blanding af gys og humor fungerer for det meste rigtig godt, men til tider får humoren også lov til at fylde lidt for meget. Situationen er trods alt ganske alvorlig, når en virus spreder sig med voldsom hast, og filmen kunne med fordel have givet plads til flere rendyrkede horrorøjeblikke frem for konstant at være på jagt efter den næste joke. Samtidig bliver reglerne omkring de inficerede til tider lidt uklare. Hvornår kan de dø, hvornår har de kontrol over deres egen krop, og hvornår har de ikke? Det giver ikke altid helt mening, men i en så vanvittig genrefilm er det heldigvis heller ikke logikken, der er den største drivkraft.

Filmens helt store styrke er dog dens monstre. De inficerede er ikke bare traditionelle zombier, men udvikler sig til groteske væsner, der nærmest smelter sammen til én stor masse af kroppe og lemmer. Det er både kreativt og utroligt klamt at se på, især fordi de samtidig viser sig at være næsten umulige at slå ihjel.

Resident Evil er underholdende, blodig og særdeles humoristisk. Austin Abrams bærer store dele af filmen selv, hvilket han klarer rigtig godt. Samtidig er monstrene tilbage og gjort endnu mere klamme. Zach Cregger har en stor forkærlighed for spillene, og det kan tydeligt mærkes, selvom dette er hans helt egen version af franchisen. Man behøver derfor ikke have kendskab til spillene, før man ser filmen, mens der samtidig er masser at komme efter for de loyale fans.

Skrevet af
Kommentarer er lukket.