En rejse ind i en forvirret tilværelse

I en tid, hvor alt er en sequel, superheltefilm eller overgearet portrætter af indflydelsesrige mennesker, er der noget forfriskende ved Roofman. Den er måske inspireret af virkelighedens Jeffrey Manchester, der stak af fra fængslet og levede skjult i en Toys’R’Us, men ender alligevel med at være en mere intim oplevelse, end nogen stor moralsk fortælling.

For Jeffrey er ligesom så mange andre amerikaner en mand, der ikke rigtig ved, hvor han hører til, eller hvad han skal gøre med sig selv. Han har nogen skarpe observationsevner, som hæren lystigt har gjort brug af, men når man er en broget personlighed, der ikke passer ind i de meget firkantet kasser, er det ironisk nok svært at finde et tilhørssted i landet for de frie.

En mand fanget mellem to stole
Jeffreys rigtige problem er nemlig, at måske er han hurtigt tænkende og lægger mærke sine omgivelser, men han er heller ikke for klog, når de kommer til andre mennesker, og er også alt for blødsøden til at kunne være et rigtigt dumt svin.

Det gør ham til både en dårlig tyv, fordi han ikke er kold og kynisk nok, men forhindrer ham også i at nå følelsesmæssigt ind til andre mennesker, fordi han samtidig forsøger at løse alle interpersonelle problemer som var der et facit.

Det ser man fx i forholdet til Leigh, hvor Jeffrey forsøger at vinde hendes og døtrenes gunst ved at overøse dem med materielle goder. Det er først alt for sent, det går op for ham, at det slet ikke er det, der tæller. Bare han er til stede, er nok.

Men når man er lidt skæv, så fortsætter man alligevel og forsøger at få det bedste ud af tilværelsen, også selvom man er sin egen værste fjende.

Det frustrerende virkelige liv
Channing Tatum må efterhånden siges at være en noget mere interessant skuespillere, end da han slog igennem i nullerne med et hav af tøsefilm, som She’s the Man og Step Up. Dengang var han bare den flotte fyr, der kunne danse i bar overkrop, men med meget forskellige roller i film som Blink Twice, 21 Jump Street og nu Roofman, er han blevet en skuespiller, man ser frem til at se. Han tilfører også en enorm menneskelighed til Jeffrey, så man som publikum ikke kan undgå at blive frustreret over hans åbenlyst forkerte valg, fordi man ønsker det, skal går ham bedre, end skæbnen har villet det.

Kirsten Dunst er heller ikke overraskende god som Leigh. Det er en noget mere underspillet og uglamourøs rolle som en singlemor, der arbejder i en legetøjsbutik, men hun tilfører ligeledes en enorm autenticitet til Leighs hverdagsstrabadser.

Som du nok kan læse, er der meget stof til eftertanke, men alt er ikke en dans på roser. Filmen lider under, at det er en historie fra det virkelige liv. Der er ikke nogen stor karakterudvikling at tale om, spilletiden er også på den lange side, med tanke på, hvor lille historien i sidste ende er, mens man også får et indtryk af, at filmskaberne gerne har villet hyldet virkelighedens personer, og derfor vinkler situationerne til det søde i stedet for det sure, når tingene spidser til.

Alt dette er med til at gøre Roofman til et seværdigt og underholdende portræt. Man holder med Jeffrey hele vejen, og kan derfor heller ikke lade være med at ærgre sig over, hvor mange forkerte valg han træffer på sin vej. Det er de færreste mennesker i det virkelige liv, der gennemgår en større personlig rejse, og det er instruktør Derek Cianfrance tro mod.

Så selvom Roofman ikke er perfekt, er der ligesom virkelighedens tyv, masser af hjerte bag den brogede facade.