En film, der ved, hvad den er
I action thrilleren Runner møder vi den tidligere elitesoldat Hank Malone, spillet af det store brød Alan Ritchson. Hans liv er blevet endevendt efter en tragedie i familien, hvorfor den store amerikanerne af omveje er endt som kurer i Australien. Hans dag begynder ligesom enhver anden, da han får til opgave at transportere en lever med en sjælden blodtype til et hospital, så den kan redde en lille pige, hvis liv hænger i en tynd tråd. Hans første overraskelse kommer dog i form af den meget snakkesalige ledsager i form af Owen Wilsons Ben Bishop, der kækt proklamerer, at leveren og ham er en pakkeløsning.
Bens kæphøje attitude bliver dog udfordret, for forhindringerne står nærmest i kø, og den simple levering udvikler sig hurtigt til et kapløb mod tiden, da kriminelle kræfter begynder at jagte dem for selv at få gavn af organet. Herefter står den på non-stop fart over feltet, med hæsblæsende biljagter, humoristiske iagttagelser og en talende fugl, alt sammen med et barns liv på højkant.
Smæk for skillingen
Runner er en effektiv og vellavet film – så kortfattet, kan det siges.
Den spilder ikke ens tid, og forsøger ikke at slå større brød op, end den kan bage. Med en længde på 98 minutter, kommer man hurtigt ind i biografen, får sig en rutsjebanetur, og så er man ude af biografen igen og videre med sit liv.
Samspillet mellem Alan Ritchson og Owen Wilson fungerer fra første færd, og der går ikke længe, før man føler, man har kendt dem hele livet. Deres relation er fængende, som de to modsatrettede arketyper, de repræsenterer.
Den håndfuld actionsekvenser vi får serveret, er så overraskende velkoreograferet og filmet, at man kan mærke hvert et slag. Ritchson, der nok mest er kendt fra serien Reacher, er noget af en menneskelignende bulldozer, og ligesom i netop hans serie Reacher, får man smæk for skillingen. Denne gang har spektaklet dog fået et ekstra nøk opad, så scenerne er et biograflærred værdigt.
Lidt menneskelighed er der også fundet plads til, mellem de voldsforherligende sekvenser, og selvom det ikke er meget eller særligt dybt, er det ligesom resten af filmen effektivt og leverer varen.
Runner leverer præcis det, der står på varedeklarationen. Som et lyntog får man en på opleveren, fuld af action, hjerte, sjovt samspil mellem to oplagte skæve skikkelser, i form af Ritchson og Wilson, og så er man ellers videre i sit liv. De samme handlingstråde har været fortalt både dårligere og bedre, men man skal heller ikke kimse ad afmålt historiefortælling, noget der efterhånden hører til sjældenhederne i en tid, hvor alt bliver trukket i langdrag. Alle afdelingerne får tingene til at spille, så du kan trygt gå ind og se filmen, hvis du bare vil have en underholdende og let actionfilm, med lige præcis nok hjerte til at tvinge sig et mulehår over andre gennemsnitlige biografoplevelser.
