Endelig en genindspilning der virker
Velkommen til Bersærkø, eller måske mere velkommen tilbage til Bersærkø. Man skal være skør for at opsøge øen og endnu mere skør, hvis man vælger at blive.
Sådan starter drengen Hikke med at fortælle om stedet, han bor, og dengang da nyheden om, at instruktøren Dean DeBlois, 15 år efter animationsfilmen udkom, havde tænkt sig at genbesøge Bersærkø, var det med blandede følelser fra denne anmelder, og netop med tanke på, at man skal være skør for at opsøge og genbesøge så stor en succes uden at bringe noget nyt med sig.
Det skøre ved det er, at det virker.
Den nye version af Sådan træner du din drage har alt det, man som filmelsker har savnet i mange år. Spilletiden er tilpas, der er karakterudvikling, som aldrig bliver udvandet og overfortalt, der er tid til at vise og forstå alle biroller. Universet er skarpt tegnet op, der er ingen ligegyldige sidehistorier, og hovedplottet er ikke til at skyde igennem. Nå ja, og så er der drager.
Manuskriptet er præcis det samme, og rigtig mange af scenerne er også fuldstændig fra samme drejebog med samme kameraindstillinger og redigering, men denne gang er det ikke animerede karakterer, men skuespillere, der spiller de tykhovedede vikinger. Dragerne er vidunderligt godt animeret, næsten for godt, men det vender vi tilbage til.
Netop det, at manuskriptet er det samme, burde være nok til, at man egentligt bare genså originalen, som det er tilfældet med stort set alle andre af de såkaldte live-action versioneringer, nogen har besluttet, publikum gerne vil have. Men selv om jeg har set originalen flere gange, end jeg kan tælle, så morerede jeg mig helt oprigtigt. Jeg blev frustreret over en faderfigur, der ikke lytter, jeg identificerede mig med hovedpersonen, og jeg glemte virkeligheden. Nå ja, og så er der drager.
Du skal bare ændre alt, der er dig
Den unge Hikke er ikke som de andre vikinger, han er klodset, står i vejen og kan ikke slås mod de drager, der angriber landsbyen. Som om det ikke er hårdt nok, så er Hikke også søn af høvdingen, så ud over at skulle kæmpe mod dragerne, skal han også kæmpe med andres forventninger, eller nok mere manglen på samme. Gorbert, som ejer smedjen, tager sig af den akavede knægt, og en nat under et af dragernes mange angreb sker der noget, der for altid ikke bare ændrer Hikke, men hele Bersærkø. Fik jeg nævnt, at der er drager?
Hikke bliver overbevisende spillet af Mason Thames, og høvdingen Havblik bliver igen spillet af Gerard Butler, som lagde stemme til originalen. Der har været en lille smule internetballade over valget af Nico Parker som Astrid, men hvornår er der efterhånden ikke nogen et sted på nettet, der er sure over et eller andet? Jeg synes, hun er et godt valg; det samme gælder de skuespillere, der spiller Snotfjæs, Benknold og Stenknold.
Den helt store overraskelse er valget af Julian Dennison, der spiller Fiskeben. Han har fanget den helt rigtige balance, der læner sig over mod overspil, men aldrig bliver det, og på den måde er hans karakter tættest på originalen. Nick Frost er tæt på at gøre det sammen med smeden Gorbert, men kun lige ved og næsten.
Fortjener et stort biografpublikum
Når jeg skriver, at dragerne næsten er for godt animeret, er det selvfølgelig ikke fordi, jeg havde håbet, at animationsholdet fra Ant-Man and the Wasp: Quantumania, havde tid, men simpelthen fordi, at valget af at lave Sådan træner du din drage på denne måde, så det ligner virkeligheden, hvis der ellers havde levet drager i den, gør filmen en bjørnetjeneste.
Historien har altid været til børn, hvor voksne har kunnet se med. Men en stor del af den aldersgruppe bliver for bange for dragerne. Ja, den berømte natskygge, Tandløs, er stadig en nuttet efterligning af en kat, men de andre drager er virkelig til tider voldsomme. Især den dragetype, de kalder monster mareridt, der kan sætte ild til sig selv, er så godt lavet, at man får lidt svedige hænder.
Næste problem er, at den aldersgruppe, der var børn for 15 år siden, inklusiv min egen søn, vil hellere vælte på cykel end at blive set i biografen, hvor de skal se den film rigtig meget af deres legetøj, der nu er på loftet, stammer fra.
På den måde står den nye version af Sådan træner du din drage mellem to stole, og måske netop derfor bliver det ikke en så stor biografsucces, som den fortjener, for det fortjener den virkelig.
Men jeg tror, at samtlige teenageværelser ruller gardinerne ned og ser den i smug, når den bliver udgivet på streaming, og de kommer til at elske den.
Sidst, men langt fra mindst, er jeg så glad for at kunne lytte til musikken komponeret af John Powell igen i biografen. Det er eventyrligt storladent og storslået.
Sådan træner du din drage er flot og god underholdning med en historie, alle kan være med på.
