Mørket i det sommerlige Tyskland
Med Se mod solen tager instruktør Mascha Schilinski os med til en gård i Tyskland, der danner ramme for en ambitiøs generationsfortælling. Gennem en non-linær næsten stream-of-consciousness fortælling, følger vi fire kvinder, der på tværs af generationer deler den samme skæbne på gården. Naturen er måske idyllisk, men traumet er tilsyneladende konstant.
En ægte kunstfilm
Se mod solen er en af den slags film, man som en rigtig filmkritiker, nærmest er nødsaget til at elske. Det næsten mytiske billedsprog, den opbrudte fortællestruktur og de tænksomme omgivelser, er som taget ud af kunstfilmens håndbog. Med så meget usagt, indbydes man ikke bare, men anspores til at være aktiv medskaber i forståelsen af handlingen, karaktererne, billederne, ja faktisk alt. Derfor er det også med en enorm ærgrelse, at jeg må erkende, filmen aldrig rigtig fangede mig.
Filmens ubestridte styrke ligger ellers i det visuelle. Med det kvadratiske 4:3 billedformat, sidder man ellers med følelsen af at bevidne et både klaustrofobisk, men også malerisk smukt portræt. Der er ingen tvivl om, at publikums konnotationer skal ledes over mod oliemalernes symbolik, men med den twist, at naturen ikke befrier kvinderne fra deres lidelser, men mere er en kontrast til menneskets forråelse.
Gumpetung symbolik
Det lyder måske i nogens ører som den perfekte kunstfilm, og på papiret leverer den da også varen. Men film er stadig en subjektiv oplevelse, og der hvor jeg mister pusten er, ironisk nok, i filmskabernes gennemgående insisteren på at skabe stor kunst.
Den fragmenterede fortællestil er måske intellektuelt stimulerende, men skaber også en følelsesmæssig distance, der gør det svært at se menneskerne for symbolikken. Kvinderne agerer i højere grad mere repræsentanter for traumer og kvindelig lidelse, end autentiske personer, man kan blive rørt af. Tunge emner som ensomhed og mandschauvinisme er ellers gennemgående temaer, men bliver aldrig eksekveret, så det virkelig gør ondt.
Se mod solen er en kompromisløs arthouse film. Mascha Schilinskis ambitiøse slægtsdrama er en visuel magtdemonstration, der med sin insisteren på at hive fat i dybe traumer helt klart har sin plads på filmscenen. Det er visuelt betagende filmkunst, der utvivlsomt nok skal nå sit kernepublikum, men falder man udenfor denne niche, vil man nok, som jeg, nærmere føle det som en prøvelse i tålmodighed, der er tæt på at snuble over sin egen symbolik.
