Et swipe, et match, et møde, men hvad er på spil?

Undskyld, må jeg tage lidt af din tid?
Symbolikken for farven blå er fred, harmoni og selvtillid. Det er også den farve, lysdesignet har valgt, mens publikum sætter sig til rette i salen. Men det, forestillingen viser os, er det diametralt modsatte.

Det lille teaterkompagni Stil/Art har lavet en forestilling, der i begyndelsen forsigtigt holder sit publikum i hånden, mens vi langsomt bevæger os ind i den danske datingoplevelse.

Vi kommer dog ikke særlig langt, før komedien bliver til en tragedie, hvor fred, harmoni og selvtillid er noget, man lader som om, man besidder, mens karaktererne henholdsvis lider og gemmer sig bag, hvad der nu end er til rådighed, af selvopfundne regler, der kan bruges som redningsplanke for at holde ensomheden ud.

Ingen skal tro, at jeg skider alene
Teksten er ofte originalt skrevet og lyder frisk i sit ordvalg, som vi taler og tænker, uden at det er blevet smurt ind i betænkeligheder og redigering. Men lige så ofte som de originale sætninger bliver leveret, føles og drukner værket i et lixtal, som ingen tænker eller taler i. Det får både dialog og monologer til at lyde som politiske manifestationer, hvor jeg bliver opdraget og talt ned til, mere end jeg føler mig udfordret.

De to medvirkende skal på omkring 70 minutter vidt omkring i undersøgelsen af de utallige forhindringer og benspænd, som datinggenerationen bruger i forsøget på at finde en, der endelig ser personen i stedet for fluebenet.

Her tillader værket især Andreas Bitsch at komme rundt i alle afkroge af følelserne, hvor forestillingen lidt ærgerligt holder Esther Marcussen i en lidt strammere snor, der ikke tillader lige så store udfordringer, og karakteren ender lidt kold og afstumpet uden nok forklaring på hvorfor.

At manden skal portrætteres som om, det er ynkeligt at være sårbar, og at galskaben altid er på lur som en hund, man kan radikalisere, er ærgerligt, men samtidig et tankevækkende valg.

Det er også denne provokation, jeg forlader salen med, og det er forfriskende, at det er effektivt nok til at kravle ind under huden.

Sårbarhed kan være så usexet
Det siger hun, og det skærer i hjertet. I det hele taget er forestillingen, Silhuetter af Dig, et hårdt bekendtskab. Der er heldigvis mange sjove øjeblikke og sætninger, der kan holde noget af mørket på afstand, men det er en frastødende oplevelse at opleve et publikum grine, som var det en komedie, mens det er meget tydeligt at fællesskabet er ved at opleve en tragedie.

Det er ofte tilfældet, når en forestilling af denne slags og størrelse har venner, familie og kolleger blandt publikum. Det er også en meget menneskelig reaktion, når pilen peger lidt for præcist i ens retning.

Silhuetter af Dig vil meget mere end underholde med et vigtigt emne. Den vil skabe den slags debatter og samtaler, mange ikke er klar til.

Silhuetter af Dig spiller fra 1. april til 9. april 2026. På ZeBU.
Varigheden er ca. 75 minutter. Uden pause

Medvirkende: Esther Marcussen, Andreas Bitsch. Instruktør: Rasmus Kragh Hemmingsen. Dramatiker: Oscar Hernández Østergaard. Forestillingsleder: Emma Karner. Komponister: Kalle Tuborgh Solmer, Alexander Fischer Kildahl, Andreas Brunsgaard. Koreograf: Ellen Ten Berge. Lyddesignere: Kalle Tuborgh Solmer, Martin V. Holst, Victor Siewertsen, Alexander Fischer Kildahl, Andreas Brunsgaard, Mads Lørring Dahl, Teis Bach. Foto- Og Videograf: Josephine Grosbøl.