Det er ganske vist en succes
Vær vor gæst
Eventyret om Skønheden og Udyret er siden det franske folkeeventyr første gang blev udgivet i 1740 blevet tryktestet og modelleret til en knivskarp fortælling, og med Disneys tegnefilmversion fra 1991 blev der drysset det sidste magiske og musikalske stjernestøv over præsentationen.
Man kan mene om Disney, hvad man vil, men det kan ikke fornægtes, at opskriften til noget nær den perfekte musical for hele familien lige nu kan ses på Det Kongelige Teater.
Belle er ikke som de andre i landsbyen. Hun har hovedet nede i en bog og drømmer om eventyr, og et eventyr, det får hun, da hendes far forsvinder i den store, mørke skov.
Et udyr holder hendes far fanget. Men er det et udyr eller en forhekset prins, der er ved at glemme, hvad det vil sige at være menneske og kunne elske?
Det er et glædeligt og spektakulært gensyn med karakterer og sange, som for én generation væltede ud af børneværelset på repeat, og for andre er en blegnet VHS-kassette afspillet for mange gange.
Fælles for os alle er følelsen af tryghed, lige meget hvor farligt det bliver. Det opretholder denne opsætning også, selvom jeg stadig mener, at aldersanbefalingen på 7 år og opefter er sat lidt for lavt. Ikke fordi det bliver uhyggeligt, men fordi, at selvom der er hæsblæsende fart på hele tiden, var der stadig mindre børn, som roterede rundt på stolene til stor frustration for forældrene, der sad og hviskede med på sangene.
Der ka´vær´noget dér
2025 opsætningen af Skønheden og Udyret er så velproduceret, at man glemmer, at der står skuespillere på scenen, og at der rent faktisk er et virvar af tandhjul af scenekunstnere på og bagved scenen. Det lyder som en kritik, jeg ved det, men det her er heldigvis ikke endnu en forlystelse i en temapark, det er velstruktureret iscenesættelse og enorm vellykket casting.
Johanne Milland, som allerede flere gange har cementeret sit talent på de danske scener som Askepot i Rasmus Seebach og Line Knutzons version, eller som Glinda i musicalen Wicked på Fredericia Musicalteater, sparker benene væk under os alle som Belle. Sikke en stemme.
Kenneth M. Christensen skal spille gennem proteser, horn og make-up og lykkes alligevel med at få overbragt andet og meget mere end et udyr, der er ved at glemme, hvad det vil sige at være menneske. Der er fine og tydelige markeringer af længsel og en indre kamp mod tiden.
Carsten Svendsen er intet mindre end perfekt i rollen som Lumière. En rolle, der sagtens kunne være endt som den komiske pauseklovn, der konstant skal lette stemningen, men sammen med Joachim Knop, som uret Cogsworth, vokser de til en vigtig og uundgåelig del af hovedhistorien.
Det efterlader så Mikkel Moltke Hvilsom som forestillingens egentlige (Comic Relief), når han vælter rundt som mindreværdskomplekset Le Fou, der jo også betyder fjols på fransk, der tilbeder Gaston. Men det virker og er udført virkelig morsomt.
Jeg har forandret mig
Scenograf Benjamin La Cour benytter sig flittigt af videografiske spejlkulisser, som hurtigt kan fortrylle de fleste, men i længden bliver det underligt fladt, og i de sidste scener, hvor der kommer en fysisk tagkonstruktion på scenen, glædes man oprigtigt over noget materielt tilstedeværelse, som skuespillerne kan benytte.
Koreograf Kim Ace Schjerlund har arbejdet med skuespillere og ensemble, og det meste lykkedes, men når det kommer til de helt store numre med dans og alle på scenen samtidig, så er der flere steder, hvor det, der skulle være synkront, langt fra er det. Heldigvis drukner det i de velkendte sange og scenografien.
Kostumerne af Camilla Bjørnvad virker tænkt og spejlet af Gamle Scene i stil og farve, og det bliver spændende, hvordan det tegner på de andre scener, når turnéen begynder. Der er dog én enkel afstikker. Kostumet til Babette, også kendt som Frk. Fjerkost, virker overhovedet ikke, og lige så gennemført som resten af kostumerne er, lige så mislykkedes virker dette. Alle andre kostumer er mere eller mindre i samme farvekombinationer af tung bronze eller guld, men kostumet til Barbette er blevet til en futuristisk, skinende sølvdragt, hvor antydningen af forvandlingen til en støvkost er meget svag at få øje på.
Når Sofie Lassen-Kahlke synger ”Det er ganske vist”, og når Skønheden og Udyret danser i den store balsal, presser tårerne sig en lille smule på.
Det kan da godt være, at der er små skår i testellet, men det er netop det. Små skår, og i det store hele er Skønheden og Udyret en fantastisk oplevelse.
SKØNHEDEN OG UDYRET – THE MUSICAL spiller fra 08. juli – 09. august, 2025. Det Kongelige Teater, Gamle Scene. Varrighed 2 timer og 30 minutter inkl. en pause.
Aalborg: 20. – 24. august 2025. Aalborg Kongres & Kultur Center.
Randers: 27. – 31. august 2025. Værket.
Esbjerg: 3. – 7. september 2025. Musikhuset Esbjerg.
Vejle: 10. – 14. september 2025. Vejle Musikteater.
Holstebro: 17. – 21. september 2025. Musikteatret Holstebro.
Aarhus: 24. – 28. september 2025. Musikhuset Aarhus.
København: 10. oktober – 26. oktober 2025. Tivolis Koncertsal.
Odense: 29. oktober – 2. november 2025. Odeon.
Medvirkende: Johanne Milland, Kenneth M. Christensen, Carsten Svendsen, Sofie Lassen-Kahlke, Joachim Knop, Christopher S. Rørmose, Kristian Boland, Mikkel Moltke Hvilsom. Instruktør: Samuel Harjanne. Scenograf: Benjamin La Cour. Koreograf: Kim Ace Schjerlund. Kapelmester: Thomas Møller. Lysdesigner: Ulrik Gad. Kostumedesigner: Camilla Bjørnvad. Musik: Alan Menken. Sangtekster: Howard Ashman & Tim Rice. Manuskript: Linda Woolverton. Kreativ Executive Producent: Thomas Langkjær. Produktionsselskab: Lion Musicals i samarbejde med Live Nation.
