En følsom rejse gennem traumets efterspil

I Eva Victors instruktørdebut, Sorry, Baby, spiller hun selv hovedrollen som litteraturprofessoren Agnes. Hun får besøg af sin bedste og nærmeste veninde Lydie, og på overfladen kunne hun ikke være mere normal. Med sin tørre humor og lige dele sårbarhed og ublu direkthed, føler man sig hurtigt inviteret indenfor i Agnes’ verden. Alt er dog ikke, som det giver sig ud, for Agnes gemmer på en traumatisk oplevelse, og efterdønningerne udforsker filmen i fem kapitler.

Et ukronologisk traume
Den første samtale mellem de to gode veninder Agnes og Lydie handler om, hvor mærkelige mænd kan være, når der kommer til sex. Det er bramfrit, fjollet og helt igennem troværdigt og retvisende for filmens tone.

Hvad der derimod kommer som en overraskelse er, at vi lægger fra land med fjerde ud af fem kapitler. Derefter hopper vi tilbage til starten og følger Agnes’ historie kronologisk. Man bliver med det samme opslugt af fortælleknebet, og det er filmens intellektuelle genistreg, men også følelsesmæssige hæmsko.

Fortællestrukturen er en meget elegant måde at understrege, hvordan et ufrivilligt minde ikke er ensbetydende med en lineær sorgbearbejdes. Det betyder dog også, at alle andre end Agnes agerer ens i alle tidsperioder. Agnes’ non-linære følelsesmæssige rejse ville ellers ikke hænge sammen.

Plads til personlighed
Filmens stærkeste kort ender derfor med at være det modige valg af en protagonist, der er nedtrykt gennem hele filmen.

Agnes er ikke storsmilende og charmerende, som den klassiske kvindelige protagonist, men til gengæld er hun meget menneskelig. I takt med, at man tilbringer tid med hende, begynder man også at forstå, hvorfor hun er som hun er, og sætter også pris på, at der bruges tid til at fortælle ud fra hendes præmisser. Hun er introvert og underspillet, og det samme er portrættet af hende.

Det er heller ikke kun hendes atypiske personlighed, der er plads til, men også alle de små skæve måder, vi kommunikerer med hinanden på, bliver fremelsket på lærred.

Alle får lov til at være sig selv. På samme måde er deres flydende forhold til køn og seksualitet også bare en del af dem som person, og ikke hele deres identitet. Og det er altid rart, når karakterer kan få lov til at være mere ud over deres seksuelle orientering.

Til tider er det på grænsen til det rene navlepilleri, og det er en amerikansk film, så de store overskrifter besvares undervejs, men der er heldigvis nok huller og pauser i samtalerne til, at man også selv kan fylde tomrummet ud.

Sorry, Baby er en elegant bearbejdning af det indre efterspil, man må kæmpe med på egen hånd, efter man er blevet gjort fortræd. Med en underspillet charme, begynder man langsomt at holde af Agnes, der, trods sin humoristiske sans, ikke giver meget af sig selv til omverdenen. Hendes apatiske stil vil unægtelig skubbe nogen af biografgængerne væk, men som en beskrivelse af virkelighedens konsekvenser ved andre menneskers overgreb og apati, er det en stærk påmindelse om, at selvom det ikke altid bliver råbt fra en bjergtop, går vi alle rundt med en formativ forhistorie i bagagen.