Når fortælleren bliver fortællingen

To skud og så stilhed
Når vi læser en artikel, en feature, en nyhed, en reportage, så burde vi kunne tage for givet, at den pågældende journalist skriver og rapporterer sandheden, som journalisten enten selv har været øjenvidne til eller har fået genfortalt af pålidelige kilder. Som læser tager vi det også for givet, at det pågældende medie, der står for udgivelsen, har faktatjekket indholdet, og at kilderne skal beskyttes. Vi regner med, at en redaktør har været med inde i maskinrummet og kan stå bag sin journalist og dennes metoder.

Men her er vi så alligevel.

Tilliden til medierne er støt dalende, og hvem kan egentlig bebrejde offentligheden, når ordet fakta hele tiden forsøges udskiftet med ordet holdning, og når selvsamme fakta bliver vinklet, udvalgt og præsenteret på en bestemt måde for at fremme mediets egen redaktionelle linje, der er styret af partiskhed. Intet af dette er nyt og det har fungeret sådan sin de første fortællinger rundt om bålet.

En stor del af et demokrati bygger på tillid til pressen, men pressen er samtidig en konkurrerende forretning, og den skal tilpasse sig den måde, sine læsere, lyttere eller seere har brug for at blive underholdt på, samtidig med, at de bliver oplyst. Det er det, Viktor Tjerneld har udforsket i forestillingen Spejlmanden, som han har skrevet og instrueret, og som man lige nu kan opleve på Mungo Park.

Hun bliver slået dagligt
Spejlmanden fortæller om virkelighedens tyske journalist Claas Relotius, der med sine prisvindende reportager, udgivet i Der Spiegel, kunne skrive og fortælle på en måde, der fik læserne til at tro, at de var med ham på reportage. De kunne måske ikke identificere sig med dem, de læste om, men Claas kunne skrive, så man forstod deres motivation. Der var bare lige det, at Claas ikke rapporterede, men skrev halve sandheder, ofte ren fiktion, opfandt citater, opfandt kilder og manipulerede fakta for at skabe mere dramatiske historier. Det var løgn.

Viktor Tjerneld har bygget sin forestilling op, hvor første akt består af tre reportager, der hver viser og fortæller en fantastisk historie om henholdsvis en henrettelsesturist, en dreng fra Syrien og en ekstremistisk, selvudnævnt grænsevagt. Hver scene er en lille forestilling i sig selv med veludførte karakterer og stærk dialog. Vi fornemmer hurtigt, hvordan der bliver pyntet på fortællingerne, men det er først, når sætninger bliver hvisket ud og gentaget, nu med meget mere uddybende følelsesskildring og dramatik, at vi oplever, at Claas sidder og skriver det, vi oplever.

Så kommer midterakten som er selve mistanken, og konfrontationen. En meget stramt fortalt og socialrealistisk tilgang, bliver brugt som kontrast til de højstemte og næsten melankolske reportagefortællinger. Lyset bliver skruet helt op som en lampe under et forhør.

Men denne midterakt virker ikke til at interessere Viktor Tjerneld på samme måde som afslutningen, altså sidste akt. Det føles som noget vi skal igennem for, at alle har styr på fakta, og så kan vi sammen rykke ind i sidste akt, der gør Spejlmanden til en decideret sejrsrunde.

Jeg er blevet til underholdning
Midterakten får desværre forestillingen som helhed til at dykke en smule i intensitet. Det virker til tider som om selve forløbet med afsløringen monumentalt kører på autopilot, så vi kan komme til førnævnte sidste akt, der ikke bare løfter, men skaber en helt ny kontekst og tilgang til præmissen og laver et kunstnerisk gearskift, som havde klædt hele forestillingen.

Sidste akt bliver en Charlie Kaufmansk tilsidesættelse af virkelighedsopfattelsen. Her er alt muligt for Claas Relotius, der igen overtager som fortæller, omskriver, pynter og manipulerer sig til en bedre fortalt skildring, der ikke gør noget godt for ham selv, men hvor han som forfatter insisterer på at gøre konklusionen og afslutningen på plottet så potent som overhovedet muligt. Selvfølgelig på bekostning af fakta og naturens love, som han gjorde i de mange reportager, men nu også med samtlige lag af forestillingen.

Mungo Parks ensemble står som altid helstøbt og skarpt på scenen. Henrik Prip, som ellers optræder på forestillingens billeder, er ikke på scenen denne aften, men i de karakterers sko står Ernesto Carbone, og dette viser og fortæller uden ord om den arbejdsform, Mungo Park udøver og til dato har stor succes med.

Sebastian Henry Aagaard-Williams er charmerende som Claas Relotius, men virker måske en smule ufarlig i kontrast til Marie Louise Wille, der især i sidste akt viser alle sider af værktøjskassen i intenst omfang.

Scenografien er minimal med en halvbue af glasdøre, der bliver brugt som diverse ind- og udgange til lokaler og scenarier. Lysdesignet skaber en visuel forandring, der adskiller de tre akter, men det er lyddesignet, der med sine mange effekter bliver aftenens medfortæller og sikrer, at publikum forbliver på dupperne.

Spejlmanden er virkelig godt teater, der samtidig bidrager til et vigtigt spørgsmål og et studie i tilbliverens egen rolle i ethvert forfattet værk.

Spejlmanden spiller fra 03. juni til 13. juni 2026. Mungo Park.
06. februar til 13. februar 2027. Mungo Park.
04. marts 2027. Albertslund.
Varighed: 1 time og 30 minutter. Uden pause.

Medvirkende: Sebastian Henry Aagaard-Williams, Ernesto Carbone, Marie Louise Wille. Manuskript & instruktion: Viktor Tjerneld. Scenografi: Marie Moberg. Lysdesign: Mikkel Givskov. Lyddesign: Emil Sebastian Bøll.