Spider-Man leverer stadig varen
![]()
Spider-Man vender tilbage i endnu et actionfyldt sommerblockbuster eventyr, hvor Peter Parker forsøger at finde sin plads i en verden, der har glemt ham. Filmen leverer masser af underholdning, flotte actionscener og solide præstationer, men historien når ikke helt de højder, man kunne have håbet på.
Spider-Man har efterhånden haft mange filmatiseringer gennem de seneste 20 år. Fra Tobey Maguire og Andrew Garfield til den yngre Tom Holland – og ikke mindst de populære Marvel’s Spider-Man-videospil. Karakteren formår stadig at bevare sin charmerende blanding af akavet teenager og ukuelig superhelt, der kæmper for at gøre det rigtige. Selvom mange troede, at Spider-Man: No Way Home ville afslutte den succesfulde trilogi, fortsætter Marvel nu historien om deres populære netsvinger.

En glemt dreng forklædt i elsket kostume
Efter begivenhederne i No Way Home står Peter Parker (Tom Holland) alene tilbage uden familie og venner, der husker hans identitet. Da en ny trussel dukker op, bliver han tvunget til endnu en gang at tage Spider-Man-dragten på. Undervejs møder han både nye allierede og fjender, som sætter hans moral og ansvar på prøve.
Filmens største styrke er dens underholdningsværdi. Tempoet er højt, actionscenerne fungerer godt, og Tom Holland viser igen, hvorfor han passer så godt i rollen som Peter Parker. Jon Bernthal er samtidig et af filmens klare højdepunkter som The Punisher og tilfører både intensitet, brutalitet og humor, hver gang han er på skærmen. Venskabet er muligvis glemt for vores elskede trio, men skuespillerne viser igen, hvorfor de fortsat har god kemi – hukommelsestab eller ej.

Mindreværdig historie
Historien halter dog til tider. Flere elementer føles forhastede, og enkelte karakterers handlinger mangler den opbygning, der kunne have gjort dem mere troværdige. Nogle af filmens afsløringer er også forholdsvis forudsigelige, særligt hvis man har fulgt moderne superheltefilm de seneste år. Samtidig savnede jeg lidt flere overraskelser, især når Marvel-universet efterhånden har åbnet døren til multiverset. Dog fungerer historien stadig godt som en fortsættelse af Peter Parkers rejse, og filmen udnytter den populære karakter effektivt, selvom plottet ikke altid rammer plet.
Spider-Man: Brand New Day er en vaskeægte sommerblockbuster, så hav popcornene klar. Den er måske ikke den mest mindeværdige film i MCU, men den leverer stadig en underholdende biografoplevelse med masser af action og stærke skuespilspræstationer. Selvom historien ikke altid rammer plet, gik jeg fra biografen godt underholdt, og det er svært ikke at belønne filmen for dens effektivitet og underholdningsværdi.