For meget og for lidt på samme tid
Springsteen: Deliver Me from Nowhere er en meget præcis skildring af depression, men ikke nødvendigvis en knivskarp skildring af mennesket Bruce Springsteen.
Meget lig en nedtrykt person, er filmen også i en gennemgående konflikt med sig selv. Det er et modigt valg at placere historien i starten af 1980’erne, hvor Springsteen er i gang med at lave albummet Nebraska – som han producerede inden sit helt store gennembrud. Med undtagelse af nogle få flashback, er det i denne tidsperiode, vi følger ”Bossen”.
Alene det valg, skaber en noget mere tiltalende præmis, end hvis det havde været et lineært epos fra krybbe til grav. Skildring af depression, er der hvor instruktør Scott Coopers værk står stærkest. Jeremy Allen White har, efter flere sæsoner i The Bear, vist, at han er virkelig god til at spille en presset og nedslået mand. Den energi overfører han godt til rollen som Bruce Springsteen. Manuskriptet gør ham dog ikke nogen tjeneste, ved at holde manden ud i armslængde, så det hele forbliver noget overfladisk, ligesom vi ikke får set særlig mange sider af Springsteen.
Mellem to stole
Der hvor filmens interne og selvmodsigende konflikt opstår er i eksekveringen. For selvom fundamentet lægger op til en dybere og mere eftertænksom beskrivelse af Bruce, læner manuskriptet sig alligevel op ad lige lovlig mange klichéer. Den forpinte kunstner, som jakkesættene ikke forstår og den hårde barndom, der formede ham som voksen, er bare nogle af de floskler, der skubber plottet fremad. Det bliver heller ikke bedre af, at den store kærlighedshistorie, der tryktester Springsteens depression, er med en fiktiv kvinde, der er en blanding af flere forhold med forskellige kvinder, øjensynligt fordi det passer bedre ind i filmformatet.
Det illustrerer meget godt den tvetydighed, man bliver efterladt med, når man har set Springsteen: Deliver Me from Nowhere. For på den ene side, er det effektivt og rørende filmhåndværk, men det er heller ikke det dybe portræt, som man måske bliver ledt til at tro i starten. Hvis ikke man allerede kender til ”Bossen”, så kommer i hvert fald ikke til det via denne film, der er alt for indforstået. Vi får fx ikke at vide, hvorfor Nebraska er en særlig plade, det er ligesom givet fra filmskabernes side, at det ved alle.
Så hvorvidt man får noget ud af dette portræt afhænger i høj grad af, om man allerede er fan af Springsteen. Paradokset er dog, at hvis man er fan, er man nok heller ikke interesseret i at se en dramatisering af mandens kamp med depression, som ikke forholder sig til hverken mennesket eller musikeren.
