Når venner forsvinder
Fuck nu af
Det skal man lære at sige til drengene, når man er en ung pige. Men det skal siges på den rigtige måde, ellers fatter de ikke, at man mener det. Men Jasmine siger ikke fuck af mere, tværtimod. Hun er hoppet fra sin uddannelse som SOSU-assistent og sidder nu under solen i bikini og venter på den gifte advokat og hans venner.
Med sig til de caribiske øer og på advokatens regning har hun sin barndomsveninde Anna, som ikke har ambitioner om at gå den vej i livet overhovedet. Faktisk er hun godt på vej i en helt anden retning med scenekunst og måske en drøm om en familie, der er der for hinanden i modsætning til det, hun ellers selv har oplevet.
Det plejede at være Jasmine, der var der. Det burde være mor, der fejrede en på ens fødselsdag, men de to piger fejrede hinanden. Sådan er det ikke mere.
Forestillingen SUKKER starter med, at Jasmine bryder kontakten. Hun vil ikke længere være en del af sin venindes liv. Herfra går det i hæsblæsende tempo for at finde svar på, hvordan det kunne komme så vidt, at to mennesker, der er for evigt forbundet, pludselig ikke er det mere.
Forestillingen kommer bare aldrig med et svar. Der er masser af forslag, publikum kan samle op eller lade ligge, men forestillingens hovedperson er lige så uforløst, da forestillingen er slut, som da den startede.
Det er enten galt eller genialt. Mest af alt er det frustrerende, og det må teater vel gerne være, ligesom virkeligheden også er det.
Hovedet sparker opad, ligesom mig
Anna Malzer er tilbage som manuskriptforfatter og har iscenesat dette, ifølge Mungo Park selv, ”vildtslupne ensembleværk… Det er auto-fiktion bygget på personlige oplevelser, men uden socialrealismens kedelige konventioner. Jasmine er altså fiktiv; hendes historie er skabt af et virvar af personlige oplevelser med venskaber, digitalt begær og totalt komplekse magtdynamikker i min generation,” skriver Anna Malzer i forbindelse med forestillingen.
Det er lidt af en mundfuld og meget at ville nå på 80 minutter. Men forestillingen glider afsted og holder sit publikum fascineret og tryllebundet, men måske på grund af vildledende virkemidler.
Der er meget sukker i SUKKER. Selv når forestillingen kommer med fremragende scener, der beskriver en forsømt ungdom, skal vi grine. Det gør salen også. Konstant og hele tiden. Det er jo som sådan et godt tegn, at et publikum er godt underholdt. Men på bekostning af hvad?
Det må så være den førnævnte socialrealisme, som ellers er den nødvendige lim, der i dette tilfælde binder de mange mosaikstykker sammen.
Jeg siger ikke, at det havde været bedre, hvis det havde været i samme stil som en Lars Von Trier-film, som også altid har leget med begrebet socialrealisme, for så havde vi alle sammen siddet og grædt endnu, men jeg forlader Mungo Park med en følelse af, at noget endnu større lå rundt om hjørnet, men at en candyflossmaskine stod en lille smule i vejen.
Ikke noget. Skal jeg bestille noget juice?
Signe Thielsen og Nana Morks har en god balance sammen, hvor Signe Thielsens reserverede og kontrollerede Jasmine er et evigt mysterium i modsætning til den højrøstede Anna.
Der går lang tid, inden Christopher Læssø for alvor får andet at lave end at flytte rundt på kulisserne, men så går det løs, og det med forholdsvis mange kasketter på. Han er en ældre borger, servicemedarbejder, kæresten, tjener, vært og den rige advokat + venner. Alt sammen godt spillet og med utrolig meget fylde og nærvær.
I det hele taget er de medvirkende en stor gave til forestillingen, som ellers insisterer på at stille sig mellem to eller flere stole, men bliver sikkert ført i havn af ensemblet og instruktionen.
Mungo Park er en del af Allerød, men er også egnsteater i Gladsaxe, Albertslund og Høje-Taastrup, og det er mere end oplagt at gøre SUKKER tilgængelig for ungdommen alle disse steder og alle andre steder, hvor det kan lade sig gøre.
Det er muligt, at meget af dybden skjuler sig bag et slør af den føromtalte candyfloss, men måske netop derfor kan forestillingen ramme det helt rigtige sted.
SUKKER spiller fra 17. okt. til 18. nov. 2025 på Mungo Park.
Varigheden er ca. 1. time og 20. minutter. Uden pause.
Medvirkende: Signe Thielsen, Nana Morks, Christopher Læssø Manuskript og Instruktion: Anna Malzer Scenografi: Ditlev Brinth. Lysdesign: Mads Eckert. Lyddesign: Emil Sebastian Bøll. Dramaturg: Jesper Bergmann. Koreograf: Belinda Braza. Kostumier: Freja Søndergaard. Foto: Issam Talib.
