Masterclass for teateraficionadoer

Undskyld, men skal vi ikke begynde hos grækerne?
Ægteparret, instruktør Staffan Valdemar Holm og scenograf Bente Lykke Møller, har samarbejdet i 40 år, og med forestillingen Teatermaskinen takker de begge af og bukker for sidste gang. Det gør de med en forestilling, der stiller de største spørgsmål til, hvad teatret egentlig kan, samtidig med at de tilbyder et lille glimt ind bag tæppet, hvor ingenting kan blive til alting.

Her taler vi om de store dramatikere og instruktører, men også Torben scenemester har noget at skulle have sagt.

Forrest placeret er skuespillerne. For hvad er det for en magt, de besidder og kan tøjle, der gør, at vi lytter og ser, mens vi holder vejret?

På Store Scenes tomme gulv står skuespillerne Karen-Lise Mynster, Jens Albinus, Tina Gylling Mortensen, Olaf Johannessen, Stina Ekblad og Nicolas Bro.

På 140 minutter præsenterer de en mosaik af teaterperler med monologer, dialoger og uddrag fra de store dramaer, de brutale tragedier og ikke mindst sarkasmens og ironiens knivstik.

Alt dette og mere til, mens de forsøger at få mystikkens slør til at vise dens uforklarlige og utilregnelige DNA.

Vi får uddrag fra William Shakespeares Stormen, Macbeth, Kong Lear og Hamlet.

Vi får Aischylos, som af nogen betragtes som tragediens fader. August Strindberg, Molière, Euripides, Tjekhov. Der er nok at studere og nyde, og samtidig bliver vi præsenteret for udtalelser enten på video eller genfortalt af skuespillerne af blandt andet instruktør Peter Brook, der mener, at ethvert tomt rum kan være en scene.

Måske er det inspirationen til, at Teatermaskinen ingen kulisser eller rekvisitter har?

Det er forbindelsen mellem det sagte ord og de billeder, de skaber i modtageren, der udforskes og, lad os være ærlige, udfordres.

Netop derfor er der intet definitivt resultat af skuespillernes mange bestræbelser. Der findes kun det facit, du personligt går derfra med.

Sådan er det med Teatermaskinen. Sådan er det med alt teater.

Teater er det værste sted for virkeligheden
Teatermaskinen holder dig ikke i hånden. Der er ingen blød overgang, ingen vært, der guider dig og viser dig vejen mellem de lynhurtige skift.

Jens Albinus står i det ene sekund med salen i sin hule hånd. Vi er opslugt af hans ord, men så falder han til jorden, og sekundet efter befinder vi os et helt andet sted på jordkloden med flere hundrede års mellemrum. Nu er vi midt i Lars Noréns Natten er dagens mor fra 1982.

Det er ikke vigtigt; det er hvad ordene gør ved os, iscenesættelsens påvirkning og skuespillernes valg, der er i fokus. Men ingen bryder sig om at blive efterladt på en perron, når nu man har købt billetten til toget.

Men toget kører ofte uden det publikum, der ikke går i teatret ofte.

Så kan der opstå en samtale om, hvem forestillingen egentligt er lavet til, og det tager ingen vel skade af?

Dem, der har fulgt Staffan Valdemar Holm og Bente Lykke Møller, kan se en rød tråd. De mennesker, der beskæftiger sig med scenekunst på daglig basis, vil kunne genkende de mange (fiktive) personligheder og deres arbejdsmetoder, som vi også møder undervejs. Scenekunstens elever vil få en masterclass i skuespil. Det hele tilsat lidt salt, sukker og roser.

En lille advarsel skal dog med
Er du ny i teatersalens opslugende og hypnotiske mørke, så frygt ej. Ingen forventer, at du sidder med det enorme kendskab til teksterne, som forestillingen kan føles der bliver lagt op til. Ordene sætter ganske rigtigt dagsordenen, men det er skuespillernes måde at bruge dem selv som værktøj, der bliver sat under en lup.

Hvorfor kan teatret ikke være en venlig ting?
Det spørger Stina Ekblad de andre om. Det kan det også, og hun er selv med til at vise det, da hun sammen med Olaf Johannessen kaster sig over ”Dinner for one”, som vi alle kender som 90-års fødselsdagen. Det er sjovt, det er genkendeligt, det er varmt, og med Karen-Lise Mynster som den udstoppede tiger på gulvet, kan det ikke blive bedre.

Der er plads til at give kulturmagten et drag over nakken, når de, som den store stygge ulv, kræver blod i kunstens navn. Men vigtigst af alt er muligheden for at studere og undre sig over aftenens tema. Hvordan er det, skuespillerne gør det? Ingmar Bergman spurgte sig selv om dette, og han fandt aldrig svaret. Det gør vi nok heller ikke, men sikke en mulighed Teatermaskinen er.

TEATERMASKINEN spiller fra 25. september til 04. november. 2026. Skuespilhuset. Store Scene.
Varighed: 2 timer og 40 minutter inkl. pause.

Medvirkende: Jens Albinus, Nicolas Bro, Stina Ekblad, Olaf Johannessen, Karen-Lise Mynster, Tina Gylling Mortensen.  Iscenesættelse: Staffan Valdemar Holm. Scenografi & Kostumekoncept: Bente Lykke Møller.Lysdesign: Egil Barclay Høgenni Hansen. Lyddesign: Rasmus Kreiner. Manuskript: Staffan Valdemar Holm. Oversættelse: Niels Brunse.