Ternet Ninja 3

Kategori Biografen af - august 21, 2025
Ternet Ninja 3

En værdig afslutning

Efter de to kæmpe biografsuccesser, Ternet Ninja og Ternet Ninja 2, er det nu endelig blevet tid til afslutningen af trilogien med Ternet Ninja 3. Meget har dog ændret sig for Aske med årene. Han er nu blevet en stor teenager, og er ikke længere så opslugt af ninja-missioner. Han vil hellere bruge tid på sine venner og ikke mindst den nytilflyttede pige Emily. TN er dog ikke enig i den prioritering, og starter derfor sin egen mission, men som han har vane for, ender han selvfølgelig med at vikle Aske ind i konflikten, og så må de to igen arbejde sammen for at opspore en person med urent trav.

© A. Film Production

Langsom opstart
Man kan godt mærke, at der efterhånden ikke er mere at fortælle om Aske og TN. Det tager godt et kvarter før historien virkelig går i gang, og indtil da sidder man med en fornemmelse af, at vi har været her før, noget som Matthesen og co. tydeligvis også er klar over i en scene med Onkel Stewart, der vækker minder om Terkel i Knibe, dengang hvor Anders Matthesen ”kun” lavede indbringende animationsfilm og ikke de kæmpe kassesucceser, Ternet Ninja-trilogien kommer til at stå tilbage som.

Der er selvfølgelig plads til forskellige krøller og uforudsete drejninger undervejs, men filmens allersidste twist understreger også meget godt, at nu er der altså ikke mere historie at vride ud af Aske og TN’s eventyrlige eskapader.

© A. Film Production

Leverer varen
Men der sker heldigvis en masse før rulleteksterne, og indtil da er man ganske godt underholdt. Selvom vi befinder os sikkert indenfor familiefilmens konventioner, hvor den trygge fortællestruktur bliver fulgt troligt, er der stadig masser af grin at finde undervejs. Det er ikke bare TN’s sværd, der er skarpt, men alle karaktererne bliver spiddet godt og grundigt, ligesom man som tilskuere helt sikkert kommer til at grine af de genkendelige hverdagssituationer, der bliver sat på spidsen.

Ternet Ninja 3 leverer præcis, hvad den skal, men heller ikke meget mere end det. Det er en sjov, opfindsom, men også dramatisk film. Ligesom i de to forrige er tredje akt nok en my for uhyggelig til de allermindste, men resten af familien vil uden tvivl kunne finde noget, der føles som skræddersyet til dem. Men hvor de mange vittigheder er kreative, kan man ikke sige det samme om historien, der føles som et sidste opkog på en fortælling, som i virkeligheden var fortalt færdig.

Med tanke på, hvor ofte konklusionen er gået galt i filmhistorien, er det sikre plot ikke noget at kimse ad, fordi det holder handlingen konstant i gang, så intet bliver efterladt på bordet i den stramt klippet film på lige under 90 minutter.

Så fans kan trygt gå ind og se filmen, velvidende, at de får hvad de gerne vil have af finurligheder, krydret med en slutning, der også føles prisværdigt definitivt i et medielandskab, der ellers normalt er bange for at lukke døren og gøre noget færdigt.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.