Værd at se for sit vilde æstetiske udtryk
The Bride! tager os med tilbage til 1930’ernes Chicago. Her møder vi monsteret Frankenstein (Christian Bale), der har levet ensom og længselsfuldt i over 100 år. Derfor opsøger han videnskabskvinden Dr. Euphronius (Anette Benning), for at få hende til at skab en ledsager. Sammen vækker de en død kvinde til live, som skal være hans brud, men det sætter en kædereaktion i gang i form af en eksplosiv kærlighedsaffære, en korrupt politistyrke og en frigørelsesbevægelse, der udfordrer samfundets magtstrukturer.
Mere er bedre
Det er vildt og tænke på, at samme dag som Jessie Buckley er premiereaktuel med en rolle, der nok vil indbringe hende en Oscar om et par uger, spiller hun også hovedrollen i en The Bride!, hvor hun overspiller mere end selv den overspillende mester Christian Bale.
Jeg skal være ærlig og erkende, at jeg ikke vidste, hvad der foregik halvdelen af tiden i Maggie Gyllenhaals seneste film. Til forskel fra The Lost Daughter, hvor Buckley også spiller en bærende rolle, er det afmålte skiftet ud med ren overflod. Mere er tilsyneladende bedre, så mere af dele hele er, hvad vi får denne gang.
For Jessie Buckleys Ida, som hun hedder, før hun går bort, er ikke bare rodet ind i en underverden af korruption og kvindemord, men også bogstaveligt talt blevet besat af Mary Shelley, allerede inden hun dør, og efter hun vækkes til live, står den ellers på en kavalkade af personlighedsspaltning og skiftende accenter.
Det er en modig om end også så overgjort en præstation, at man til tider helt glemmer, Christian Bale også er med, tildækket i makeup fra top til tå som Frankensteins monster, så meget er Jessie Buckley den altoverskyggende hovedrolle.
Drømmelignende historie
Man føler lidt, at man er fanget i et mareridt, hvor intet giver mening. Ikke overraskende, når fotograf Lawrence Sher og komponist Hildur Guðnadóttir også stod bag de to Joker film. Lighederne stopper dog ikke her, for ikke nok med, at vi følger en vild og upålidelige fortæller, så inspirerer The Bride også utilsigtet en mindre social bevægelse, på samme måde som Joker gjorde det, da han skød de tre rigmænd på togperronen.
Med så mange fællesnævner, kan det til tider være svært at skelne mellem, hvad der er tilsigtet fra filmskabernes side, og hvad der er ren pastiche for æstetikkens skyld.
Ufokuseret kvindefrigørelse
Der er ingen tvivl om, at Maggie Gyllenhaal gerne vil sætte fokus på, hvordan kvinder bliver undertrykt og fastholdt i underdanige roller af både mænd og samfundet generelt. Hvad end det er tidsperioden i 1930’erne, den kvindelige detektiv, som aldrig bliver anerkendt for sit arbejde, kvinderne, der bliver myrdet og får skåret tungen ud af en mafiaboss, hvis de er for rapkæftet, eller for den sags skyld Frankensteins monster, der også lyver for at forme The Bride efter sit eget ønske. The Bride skriger endda ”Me too” flere gang til slut. Symbolikken er med andre ord ikke så meget til at føle på, som den bliver råbt direkte ind i ens ansigt.
The Bride! er noget af en rodebutik, der i sidste ende er for meget af det gode. Jeg ville aldrig vove og påstå, at det er en dårlig film. Den gennemført cinematografi, det drømmelignende univers og de dygtige skuespillere, der kan få selv de meste håbløse replikker til at fremstå dragende, er alle sammen med til at skabe en produktion, som fastholder ens blik gennem mere end to timer. Men selvom temaet om kvindefrigørelse er fuld af spændende potentiale, peger plottet i så mange retninger, at det forbliver en temmelig overfladisk udforskning af emnet. Derfor er det er mest af alt en film, der, som et drømmescenarie, er mere værd at se for sit stilistiske og æstetiske udtryk, end nogen håndgribelig historie.
