Velkendt postapokalypse
En flot billedside og en sød hund kan ikke redde The Dog Stars fra de mange genreklichéer og velkendte pointer, der gør den postapokalyptiske fortælling mere bekendt end medrivende.
Ridley Scott laver stadig film, selvom han efterhånden er langt oppe i årene. Med klassikere som Blade Runner, Thelma & Louise og Gladiator samt nyere succeser som The Martian bag sig er han fortsat en af filmbranchens mest respekterede instruktører. Kvaliteten har dog også svinget gennem årene, og denne gang har han kastet sig over Peter Hellers roman The Dog Stars og endnu en fortælling om livet efter civilisationens sammenbrud.
Efter en voldsom influenzapandemi har udslettet størstedelen af menneskeheden, lever Hig (Jacob Elordi) sammen med sin elskede hund Jasper og den mere hårdkogte overlever Bangley (Josh Brolin). Hig hjemsøges stadig af tabet af sin kone, men længslen efter et mere normalt liv og kontakt med andre mennesker lever videre. Da han opfanger et mystisk radiosignal, begiver han sig derfor ud i den farlige verden uden for deres relativt sikre tilværelse.
Klichéer behøver ellers ikke være et problem i sig selv. The Last of Us benytter sig eksempelvis også af mange af genrens velkendte temaer, men formår gennem sine karakterer og relationer at gøre dem følelsesmæssigt vedkommende. Problemet med ”The Dog Stars” er derfor ikke, at filmen benytter sig af velkendte genreklichéer, men at den sjældent formår at gøre dem til sine egne.
Flot, men følelsesmæssigt distanceret
Vi får den ensomme mand mærket af fortidens tab, den loyale hund, den hårdkogte overlever, mærkværdige alliancer, romantik og selvfølgelig spørgsmålet om, hvad der egentlig bliver tilbage af menneskets moral, når samfundets regler forsvinder. Nogle klamrer sig stadig til håbet om kærlighed og fællesskab, mens andre ser civilisationens sammenbrud som en mulighed for endelig at vise menneskets ”sande natur”. Det er bestemt ikke uinteressante temaer, men filmen har svært ved at tilføre dem noget, genren ikke allerede har undersøgt utallige gange.
Det bliver særligt tydeligt i filmens møde med andre overlevende. De er ofte enten samarbejdsvillige og forholdsvis sympatiske eller reduceret til nærmest dyriske trusler. Dermed mangler fortællingen noget af den moralske gråzone, der kunne have gjort spørgsmålet om menneskets natur langt mere interessant. Verden må gerne være brutal, men brutaliteten bliver mindre vedkommende, når det på forhånd er så nemt at afgøre, hvem man skal holde med.
En alt for velkendt verden
Visuelt er der til gengæld ikke meget at sætte en finger på. De store, øde landskaber fungerer godt som kulisse for Higs isolation, og Scott ved naturligvis stadig, hvordan man skaber flotte billeder. Men smukke billeder kan kun gøre så meget, når den følelsesmæssige forbindelse til karaktererne aldrig rigtig indfinder sig. Det skyldes ikke skuespillerne.
Jacob Elordi gør det fint som den sørgende og håbefulde Hig, mens Josh Brolin fungerer godt som hans mere hårdkogte modstykke. De får bare ikke meget hjælp af en fortælling, der konstant sender dem gennem velkendte karaktertyper og konflikter. Selv Higs tab af sin kone og hans tætte forhold til Jasper burde ramme hårdere, end det gør.
The Dog Stars er en habil og til tider underholdende postapokalyptisk fortælling, men trods en verden fyldt med tab, ensomhed og længsel efter menneskelig kontakt formår filmen aldrig for alvor at skabe den følelsesmæssige forbindelse, den leder efter. Ridley Scott leverer flotte billeder, og skuespillerne gør, hvad de kan med materialet, men historien bevæger sig gennem så mange velkendte genreklichéer, at rejsen ofte føles mere bekendt end medrivende.
