Et amerikansk drama
The Drama følger det nyforlovet par, Emma og Charlie, spillet af Zendaya og Robert Pattinson, hvis forhold bliver rystet i dagene op til deres bryllup, da den ene opdager en urovækkende sandhed om den anden. Det sætter spørgsmålstegn ved hele deres forhold og udløser en kædereaktion af tvivl, kaos følelsesmæssigt opbrud, som truer ikke bare det, der skulle være deres livs fest, men også deres fælles fremtid.
Så enkelt kan præmissen for filmen udlægges, og eftersom både filmskaberne og marketingsfolkene har gjort en dyd ud af, for en sjælden gang, ikke at afsløre plottet, vil jeg gerne efterleve deres ønske.
Drama for dramaets skyld
Selvom jeg ikke vil udpensle historien i detaljer, kan jeg godt afsløre, at det er en meget amerikansk fortælling. Den er ganske vist skrevet og instrueret af nordmanden Kristoffer Borgli og grundkonflikten, kender du din partner, er ganske universel, men selve eksekveringen er så amerikansk, som det overhovedet kan være.
Det er lige fra selve afsløringen til reaktionerne og den visuelle sprog, som vi får lov til at oplevet dramaet gennem. Der bliver virkelig smurt tykt på, så man aldrig er i tvivl om, hvad karaktererne føler og tænker. På et tidspunkt siger Charlie direkte, at hvis man holder sine følelser inde, eksploderer de pludseligt – og gad så vide, hvad der kommer til at ske.
Troværdig og så alligevel ikke helt
Meget af min anke går dog ikke så meget på den cinematiske præsentation eller skuespillernes præstationer. Begge dele er egentlige ganske veludførte. Der er tænkt over, hvordan Charlies afsporing kan visualiseres, så den er engagerende og metaforiske mere end bogstavelig, det meste af tiden. Robert Pattinson og Zendaya fremstår troværdige i deres roller, og man bliver ikke forvirret af et manuskript, der altid er klar i mælet, når det kommer til både budskabet og temaet.
Når jeg så alligevel er lidt forbeholden, skyldes det, at jeg har svært ved at forstå, hvorfor konflikten eskalerer så meget og så hurtigt. Der skal selvfølgelig være et drama i en god historie, men jeg savner en menneskelighed og empati, særligt fra birollerne, som skal nuancere kernekonflikten.
Man får lidt indtrykket af, at Kristoffer Borgli gerne vil have tingene til at gå af sporet, og så må logikken nogle gange vige. Det er tåkrummende pinligt, dumdristigt og ikke mindst underholdende, men man savner til tider lidt mere jordforbindelse og eftertænksomhed i en film, der ellers så gerne vil sige noget om, hvordan vi hurtigt kan gå fra at være forstående til fordømmende.
Så til sidst efter The Drama både publikum, Charlie og Emma med en åben slutning, der er op til ens egen fortolkning. Parret skal nok fortsætte med at spille deres roller, men om jeg kommer til at købe rollen som begejstret biografgænger, er jeg ikke helt overbevist om.
