Kampen for at filmatisere Fantastic Four
I det fjerde forsøg på at bringe De Fantastiske Fire til det store lærred, møder vi de fire superhelte på en alternativ version af Jorden, hvor de er planetens eneste beskyttere. I en retrofuturistisk verden, hvor verdensfred er tæt på at blive en virkelighed, ender gruppen alligevel med at stå overfor deres hidtil største udfordring i form af den frygtindgydende Galactus, der har i sinde at fortære Jorden.
Hvis man forventer en ny stil, et nyt eventyr og en ny gruppe superhelte, man kan holde af, kan man godt tro om igen, for The Fantastic Four: First Steps er som at rejse tilbage i tiden, før Marvel virkelig havde styr på sit univers. For selvom æstetikken måske vækker minder om art deco-stilen og en enklere tid, hvor det analoge krydres med futuristisk teknologi, så er det i sidste ende gammel vin på nye flasker.
En fejlcastet familie
Det er næsten misvisende, når filmen bliver reklameret med farverige montager og et kitsch musikalsk tema med et kor i baggrunden, der decideret synger “Fantastic Four”. For efter en ekspositionstung start fuld af 1960’er æstetik, går der ikke længe, før det hele udvikler sig til at fokusere udelukkende på endnu et dommedagsplot, denne gang med den planetædende Galactus i skurkerollen.
Med en film, hvis fundament er familie, kan det også undre, at der ikke er gjort med ud af kemien mellem familiemedlemmerne. Det burde ellers være filmens helt store salgsargument, men det fremstår mere som om, at casteren har valgt de mest eftertragtede navne i Hollywood i dag, og så krydset fingre for, at de kan sammen. Men sådan går det ikke.
Pedro Pascal og Vanessa Kirby, som Reed og Sue har ingen kemi, og blegner i sammenligning med et andet biografaktuelt superheltepar, Clark og Lois, hvis forhold også bliver genfortolket på ny.
Værst er dog ikke den manglende romantiske gnist, men at ingen af skuespillerne virkelig får lov til at vise, hvorfor de er så eftertragtet. Pedro Pascal får i rollen som Reed Richards kun lov til at være vemod, mens han skriver ligninger fortvivlet på sin kridttavle. Der er kun i glimt plads til den karisma, der gør ham så populær. På samme måde bliver Vanessa Kirbys Sue Storm meget hurtigt reduceret til en endimensionel moderskikkelse, både figurativt og bogstaveligt.
Joseph Quinn har vist sig som en habil dramatisk skuespiller, der virkelig slår sine folder i intense og relaterbare roller, men som Johnny Storm skal han forestille at være familiens sorte får og lidt af en playboy, noget som Quinn på intet tidspunkt udstråler. Ebon Moss-Bachrach, som de fleste nok kender fra The Bear, er helt klart gruppens fjerde hjul, som bliver spist af med et sideplot, der ikke fører nogen vegne, og ellers er comic relief resten af tiden.
Blottet for humor
En anden og enorm overraskende skuffelse er, hvor meget filmen lider under sin manglende humor. Marvel Studios er ikke ligefrem kendt for at være oprigtige og modne i deres historiefortælling, der ofte bliver trukket ned af de utallige dumsmarte kommentarer, som alle deres superhelte hiver ud af ærmet. Sådan er det imidlertid ikke i Fantastic Four: First Steps, der er gennemgående alvorlig. Det er filmens eneste særpræg, og det er en tone produktionen på ingen måde kan bære. Plottet er ganske enkelt for banalt til at udtrykke den dybde, som dialogen mellem familiemedlemmerne ellers flittigt refererer til gennem den ene lommefilosofiske floskel efter den anden. Man ender faktisk med at savne de sarkastiske bemærkninger, for uden dem er der intet, som kan skjule, hvor generisk det hele er.
Historien er så enkel og familiemedlemmernes karakterudvikling så tæt på ikkeeksisterende, at de dramatiske øjeblikke ender med at være mere øjenrullende end hjertegribende. Selvom der bliver affyret en masse ekspositioner og talt masser om vigtigheden af familie, er plottet så kort, at da rulleteksterne begynder at rulle, sidder man med følelsen af, at der mangler en tredje akt, en nævneværdig karakterudvikling eller bare en original ide. Med andre ord, alt det, der gør en film seværdig.
The Fantastic Four: First Steps kan måske underholdende de mest inkarnerede Marvel-fans og stille deres sult, mens de venter på den næste Avengers-film, men som en del af et univers, der snart har domineret biografer verden over i to årtier, tillader jeg mig alligevel at forvente noget mere af filmen her.
Ja, der er masser af visuel action, og nogle af rumsekvenserne ser da også godt ud på et kæmpe IMAX-lærred, men det er ikke nogen kreativ gnist, der overbeviser mig om, at de fire familiemedlemmer er nogen, jeg har lyst til at følge, som de kommende bannerførere for Disneys superhelteunivers. Helt grundlæggende mangler der noget andet end dyre, computergenerede effekter, som kan fange ens interesse. Måske er De Fantastiske Fire bare umulige at oversætte til det store lærred. Hvis selv Marvel Studios’ velsmurte maskine ikke kan diske op med mere end tyndt opkog af alt det, du allerede har set dem producere massevis af gange før, så lover det ikke godt for De Fantastistske Fires fremtid.
