En mærkværdig thriller
I The Housemaid følger vi Millie (Sydney Sweeney), en ung kvinde med en problemfyldt fortid, der forsøger at starte forfra ved at tage et job som hushjælp hos det velhavende ægtepar Nina og Andrew Winchester. Familien lader til at være lige så selvopslugt som alle andre rige mennesker, og derfor virker det også til at været det perfekte sted at genskabe sin identitet. Der går dog ikke længe, før idyllen begynder at krakelere, da familien viser sig at gemme på mørke hemmeligheder, som ikke er i nærheden af at dukke op til overfladen. Pludselig bliver den nye start til et mareridt, hvor Millie er fanget i et psykologisk spil, hvor det ikke er til at sige, hvem der er offer og gerningsperson.
Vil for meget på en gang
The Housemaid er en meget blandet oplevelse. Den forsøger på en og samme tid at være en rigtig popcornsbasker, der tiltaler det effektglade gyserpublikum, men også at henvende sig til et ældre publikum, som bliver mere stimuleret af psykologisk terror. Resultatet er en ikke altid lige elegant blanding af de to.
Vi skifter fx uelegant mellem poppede og banale needle drops, når handlingen tager en ny drejning. En sporadisk brug af voice-overs, bundet sammen med et banalt tema om magt og kvindehad, får heller ikke aktiviteter det grå celler.
Man bliver heller ikke lukket så meget ind i Millies sind, som man i starten bliver ledt til at tro, og når filmen ikke rigtig er i stand til at sige noget dybere om vores hovedkarakter, kan man godt tillade sig at være lidt skuffet, når den bliver markedsført som en psykologiske thriller.
Hvorfor har hun siddet i fængslet, hvem skjuler hun fra sin fortid? Tankerne får lov at løbe løbsk, lige indtil det viser sig, at alting faktisk var så åbenlyst, som det gav sig ud for at være.
Reddet af ensemblet
Heldigvis er resten af persongalleriet bedre beskrevet. Andrew lever fuldstændig op til alle fordommene for en rigmandssøn, mens Nina rummer flere sider, end man først tror. Ingen af karaktererne er immune overfor at træffe de klassiske, idiotiske gyserbeslutninger, der skal til for at holde gang i historien, men så snart man sporer sig ind på, at historien ikke er så dyb, kan man bare nyde filmen som en tematisk gyser.
Trioen, Sydney Sweeney, Amanda Seyfried og Brandon Sklenar, er også velcastet som deres arketyper. De løfter helt klart de mere tunge sekvenser, hvor man stiller spørgsmålstegn ved deres grundlæggende intelligens.
Som et genrehybrid er The Housemaid interessant. Det er altid spændende og interessant, når nogen kaster sig ud at prøve noget nyt, også når det nye er at blande velkendte klicheer sammen i håbet om at skabe noget nyt. Som et cinematisk værk, er det et broget sammensurium af bedre idéer, end deres eksekvering. Men kombinationen af et godt cast og en mere moderne undertone i fortællingen om, hvordan de rige kan gøre, lige hvad der passer dem i dag, løfter lige præcis filmen ud af middelmådigheden.
