Det er en mørk og stormfuld aften
Det æ bår dæjli’!
Forestillingen er en folkefest og en savnet følelse af et glemt fællesskab.
Der var ikke nogen rød løber, premierestemning eller på anden måde ekstraordinære omstændigheder, da tæppet gik i Glassalen denne fredag kl. 21. Forestillingen havde allerede spillet en gang før kl. 17, og nu sad endnu et hold klar med kolde tæer efter en tur rundt i Tivolis magiske julelandskab.
Indrømmet havde jeg mine bange anelser. Kunne det overhovedet lade sig gøre at presse et grin ud af en 34 år gammel tv-julekalender, der har været genudsendt flere gange, end man snart kan tælle til, med et dateret, karikeret persongalleri og en humor, der i 1991 fik alle til at sige “Bob, bob, bob”, ik?
Det kan ikke bare lade sig gøre at få et grin ud af publikum. The Julekalender føles og er frisk som nyfaldet sne, og selv om man kender historien, bliver man lynhurtigt investeret i kartoffelavler Oluf Sand, konen Gertrud, de tre nisser Fritz, Hansi og Günther og den grådige nåsåer Benny.
Fortællingen er simpel og lun, og iscenesættelsen giver stadig plads til nostalgi, som en stor del af publikum trods alt er kommet for, men der bliver ikke fløjet på autopilot, og en stram timing giver sjældent lov til stilstand og udvanding i håb om flere billige grin.
You are the one with the biggest tænder and the grimmest tøj
De tre skuespillere Gordon Kennedy, Niels Olsen og Christian Damsgaard giver nyt liv til karaktererne, som pludselig virker nye og sprøde som en klejne, og af den grund fik jeg flere gange tårer i øjnene af grin over replikker, som jeg ellers før knapt nok havde bemærket.
De er alle tre godt i sync med hinanden på scenen, og alligevel skal Christian Damsgaard nævnes igen. Hans version af Gertrud er aldeles herlig. Det er jysk humor. Det går stærkt.
Scenografien skifter ved hjælp af en drejescene mellem nissernes skjulested og køkken/dagligstue på kartoffelgården. Selve glassalens scene er meget dybere, men der er ikke brug for mere plads og der spilles, hvad der føles, tæt på scenekanten.
Hver gang der drejes tilbage til Oluf og Gertrud, er der pyntet mere op til jul, indtil der til sidst bliver pyntet i lysriggen, og under sceneskift underholder Lars Mikkelsen som radionyhedsvært med en foruroligende historie, der bliver mere og mere omfattende. Der er rigeligt at holde øje med, og øjne og ører keder sig aldrig.
That’s a good vending, maybe we can use it efter pausen
På mange måder er sceneversionen af The Julekalender en musical. Men da sangene er fra tv-produktionen, hvor gentagelser er en del af rammen, er de musikalske højdepunkter i scenefortolkningen forholdsvis hurtigt overstået i første halvdel af første akt. Jo, der er da andre sange end “It’s Hard to Be a Nissemand” og “The Støvle Dance”, men der skal man nok have en De Nattergale-cd liggende på loftet for at følge med. Det gør det dog ikke mindre underholdende.
The Julekalender rammer en tørst efter et tilbageblik til en tid, hvor man kunne samles om en fælles kulturel oplevelse. Det er underholdning på ganske højt plan, men det er også en klog, løftet pegefinger, der kan minde os om og vise os, at vi stadig kan grine sammen, og at det stadig er muligt at mødes, ung som gammel, om kulturen.
På mange måder gør The Julekalender det, som Tivolirevyen skulle have gjort i samme sal i sommer.
THE JULEKALENDERl spiller fra 21. november. til 20. december. 2025. Glassalen i Tivoli.
Danmarksturné – nov-dec 2026
Medvirkende: Niels Olsen, Christian Damsgaard, Gordon Kennedy. Manuskript & musik: De Nattergale. Instruktør: Lars Knutzon. Executive Kreativ Producent: Thomas Langkjær. Produktionsselskab: Lion Musicals i samarbejde med Live Nation og Herning Ny Teater.
