Eposset får pustet nyt liv
The Life of Chuck er noget så sjældent som en adaptation af en Stephen King roman, der ikke handler om død og ødelæggelse. Der er selvfølgelig en smule dystopi i baggrunden, men havde det ikke været for dommedagsscenariet i baggrunden af tredje akt, ville man slet ikke kunne mærke, at filmen er baseret på en novelle af gyserforfatteren Stephen King. Det er dog ikke, hvad filmen handler om.
I stedet er det en meget sentimental rejse gennem drengen og manden Chucks liv, fortalt i tre akter. Og jeg kan ikke understrege, hvor meget det er en tåreperser, hvor livets store op- og nedture bliver hyldet, for det aftryk de efterlader i hovedkarakterens liv.
De store epos er efterhånden en sjældenhed i biografen, hvor kun superhelte og ironisk nok gyserfilm er at finde i kalenderen. Det kræver et helt særligt mod at give sig i kast med at beskrive et menneskes liv, og gøre det både specifikt og universelt, så alle kan leve sig ind og identificere sig med, i dette tilfælde, Chucks udfordringer i livet.
Nu skal jeg ikke afsløre noget af handlingen, for instruktør og manuskriptforfatter Mike Flanagan har tydeligvis gjort sig store tanke om, hvordan fortællingen skal præsenteres. Her taler jeg om to specifikke valg, der henholdsvis højner og hæmmer historien.
Som noget unikt, har han valgt at starte filmen med tredje akt. Vi bliver altså introduceret til en voksen Chuck spillet af Tom Hiddleston, der er i slutningen af sit liv – det ved han bare ikke selv endnu. Herefter springer vi tilbage i tiden, og følger så hans liv kronologisk fra første til anden akt. Det er en simpel valg, men det rekontekstualiserer alt i Chucks barndom, og gør alle følelserne en lille smule mere intense, ligesom de også opleves for unge mennesker, der mærker en masse for første gang.
Denne elegance i fortælleteknikken har dog ikke være til stede i alle aspekter af produktionen. For Mike Flanagans andet store valg har været noget så katastrofalt som at tilføje en alvidende fortællerstemme.
Man er i hvert fald ikke i tvivl om, at det er en filmatisering af det skrevne ord, fordi fortælleren spiller den rolle, han normalt gør i en bog, hvor man ikke har den visuelle dimension at gøre godt med. Al besværet med den non-linære historiefortælling og den visuelle symbolik i genbrugen af skuespillere i forskellige tidsperioder, forsvinder fuldstændig, når Nick Offerman med sin behagelige stemme udjævner enhver nuance og guider publikum gennem, hvad de skal føle og tænke.
Det skaber en varm stemning gennem selv de mest sørgelige sekvenser, men fjerner også enhver fortolkningsmulighed hos tilskuerne. Stort set alt bliver forklaret af fortælleren, ja selv karakterernes tanker bliver ekspliciteret af ham, så alle de små finesser og nuancer, der gør filmmediet så dragende, bliver eroderet.
Visheden er sikkert noget andre finder tilfredsstillende, men det gør jeg ikke. Og det kan end ikke en omrokering af fortællestrukturens brikker lave om på.
The Life of Chuck er en storstilet livsfortælling, der ligesom karakteren Chuck har så meget godt at bidrage med, men som i sidste ende kommer til kort, når det virkelig gælder. Mike Flanagan har været kreativ i sin præsentation af historien, og det er med blandede resultater. Det er svært at sige, hvad der vægter tungest for dig specifikt, men hvis du er villig til at se bort fra en meget anmassende fortæller, vil du helt sikkert bliver taget med på en rørende rejse, fuld af positivt tankegods.
