En episk fortælling uden menneskelig varm
Christopher Nolan forvandler Homers klassiske epos til en visuelt overvældende storfilm, hvor mytologi, krig og menneskets længsel efter hjemmet smelter sammen. Resultatet er både fascinerende og ambitiøst, men også en film, der til tider holder publikum på afstand.
Der har været enormt meget omtale af filmen længe før premieren. Diskussionerne har især kredset om castingen, de historiske friheder og Christopher Nolans fortolkning af Homers klassiker. Om filmen er nytænkende eller for respektløs over for sit forlæg, må være op til publikum at afgøre. Én ting er dog sikkert – Nolan har skabt et storslået epos, der næppe efterlader nogen ligeglade.
@ Universal Studios. All Rights Reserved.
En mytologisk hjemrejse
Efter flere års kamp i den trojanske krig begiver krigerkongen Odysseus (Matt Damon) sig ud på den lange rejse hjem mod Ithaka. Undervejs møder han både kyklopen Polyfemos, sirener, hekse og andre mytologiske væsner, mens hans hustru Penelope (Anne Hathaway) og sønnen Telemakos (Tom Holland) kæmper for at holde kongeriget samlet.
Filmens største styrke er uden tvivl dens visuelle udtryk. Nolan skaber flere imponerende sekvenser, hvor de mytologiske elementer bliver bragt til live med en storslåethed, som kun få instruktører mestrer. Samtidig mærkes det tydeligt, at instruktøren fortsat foretrækker praktiske effekter og virkelige locations frem for omfattende green screens og CGI. Det giver både kampsekvenserne og de mange mytologiske omgivelser en fysisk tyngde, som klæder filmens episke ambitioner.
@ Universal Studios. All Rights Reserved.
En klassisk historie med Nolans fortællestruktur
Fortællingen om Odysseus’ lange rejse er fortsat fascinerende mere end 2.000 år efter, den blev skrevet. For hvorfor overhovedet vælge at genfortælle en så gammel historie? Ligesom Shakespeares værker bliver Homers fortællinger ved med at vende tilbage, fordi de kredser om temaer som krig, hævn, stolthed, skæbne og længslen efter hjemmet – temaer, der stadig taler til et moderne publikum.
Det er dog ikke alle valg, der fungerer lige godt. Den springende fortællestruktur passer fint til Nolans filmografi, men gør samtidig en allerede kompleks historie endnu mere krævende at følge – især hvis man ikke i forvejen kender den græske mytologi. Flere af karaktererne føles desuden overraskende stive og følelsesmæssigt distancerede, hvilket gjorde det svært helt at engagere sig i deres skæbner. De mange forskellige engelske accenter trak mig også flere gange ud af universet, da de aldrig helt skabte en sammenhængende fornemmelse af tid og sted.
@ Universal Studios. All Rights Reserved.
Det betød samtidig, at jeg aldrig helt kom følelsesmæssigt tæt på Odysseus og hans rejse. Jeg beundrede filmens ambitioner, men savnede den menneskelige varme, der kunne have gjort fortællingen endnu stærkere. Skuespillerholdet leverer generelt solide præstationer.
Især Robert Pattinson og Anne Hathaway stjæler flere af deres scener med mindeværdige præstationer, mens Tom Holland desværre aldrig helt overbeviste mig som Telemakos. Ikke fordi Holland leverer en dårlig præstation, men rollen kræver en autoritet, som han endnu ikke helt besidder.
The Odyssey er en imponerende og ambitiøs fortolkning af Homers klassiker. Selvom filmen aldrig helt ramte mig følelsesmæssigt, var jeg underholdt fra start til slut, og de mytologiske elementer gør oplevelsen både fascinerende og storslået. Nolan har skabt en film, der uden tvivl vil dele publikum, men også én, der giver stof til eftertanke, længe efter rulleteksterne er slut.
