En episk og rørende fortælling om en biavler
The Rivals of Amziah King er på mange måder en rigtig klassisk film, der handler om mennesker og ikke om gimmicks eller det helt store spektakel. Her er ikke tale om nogen fladpandet actionfilm som The Beekeeper, tværtimod. Den første halvdel af filmen tilbringer vi i selskab med Amziah King (Matthew McConaughey) og hans adoptivdatter, mens de passer på deres bier og tilbringer resten af tiden i selskab med lokalsamfundet.
Tiden emmer af autenticitet, musikalitet, varme og kærlighed fra alle sider. Filmen kunne lige så godt have fortsat det her spor i hele to timer, fordi det er så fantastisk rørende og intimt et rum, man bliver inviteret indenfor, at man har lyst til at blive hængende. Det er dog, som det er med livet generelt, at alt positivt ikke varer ved. Inden da bliver vi dog mindet om, hvorfor Matthew McConaughey er så helt naturligt en filmstjerne. Man fanger sig selv i at læne tættere mod skærmen, hver eneste gang han taler. Og selvom meget af det er gamle skrøner og lommefilosofiske historier med en slet skjult morale, lytter man til hvert eneste ord, der kommer ud af hans mund. Der, hvor filmen bliver endnu større, er dog, da hovedrollen bliver givet videre til hans (næsten) datter Kateri.
McConaughey er stadig en stjerne
Matthew McConaughey er så karismatisk, er det ikke bare Kateri, men også os som tilskuere, der mærker savnet ved hans fravær. Det er et enormt tab, så snart han forsvinder ud af filmen. Og med det tab opstår et tomrum, som hun forsøger at udfylde bedst muligt. I samme ånd, men ikke helt på samme niveau. Det er også her, hvor filmens plot begynder at blive interessant. For med Amziahs forsvinden bliver Kateri efterladt – bogstaveligt talt – med en arv, som er svær at løfte. Biavleriet og firmaet er kørt i sænk, og ligesom så mange unge i dag, sidder hun tilbage med en gæld, som hun ikke kan betale. Alt imens storkapitalen ligeledes – bogstaveligt talt – stjæler hendes bier, så hun ikke kan konkurrere med ham.
Det udvikler sig til en noget usædvanlig dannelsesrejse for den unge indfødte amerikaner, der pludselig er helt på egen hånd, og må forsøge at finde sig selv i den her verden, som de ældre generationer har ødelagt. Og som noget overraskende for en amerikansk film lægger den sig næsten eksplicit ud med kapitalismen og al den dårligdom, den bringer med sig. Det er ganske vist stadig indenfor cowboy-genrens konventioner, men det er mere, end man er vant til i dag. Det er heller ingen ringere end Kurt Russell, der lægger krop til den stinkende rige Dog McCoy.
En historie om den næste generation
Mange elementer skal falde i hak for at få tingene til at gå op, men det utrolige er, at det lykkes. Den Angelina LookingGlass er måske ikke lige så karismatisk en humørbombe som McConaughey, men netop fordi vi har tilbragt en time med hende, set gennem Amziahs øjne, er det også let at holde af hende og følge med hende.
Mindre kan også gøre det, og grundet det lidt mere rolige fortælletempo, som filmen har hele vejen igennem, er der også plads til lidt flere nuancer, end man er vant til. For selvom meget er rimelig åbenlyst, som en skurk, der hedder ”Dog”, er ingen uden nuancer. Netop Dog McCoy er ganske vist en slambert, men lidt menneskelighed besidder han trods alt, også selvom han røvrender alle, der ikke er i direkte relation til ham.
Så med The Rivals of Amziah King får man en helt vild følelsesmæssig intens oplevelse. Man får lov til at se Matthew McConaughey i storform tryllebinde os, mens vi bliver introduceret til værdien af fællesskab og nærvær. Vi får lov til at følge den næste generation, som for en sjælden gang i dag, fristes man til at skrive, faktisk får lov til at stå på egne ben. Igen – bogstaveligt talt – da den unge Angelina LookingGlass skal bære den sidste halvdel af filmen hjem, hvilket hun gør med bravur.
Alt dette bliver leveret med en varme, man nærmest kan mærke fra skærmen, og så megen spilleglæde og musik, at man skal være lavet af sten for ikke at blive bare en lille smule rørt af historien om Amziah og efterfølgende Kateri.
