Hverken en komedie eller et drama
The Roses er en nyfortolkning af romanen The War of the Roses, der første gang blev adapteret i 1980’erne med Kathleen Turner og Michael Douglas i hovedrollerne. Tingene har dog ændret sig med årene, for det er ikke bare historien om et ægtepar, der ikke kan holde hinanden ud, som er blevet opdateret, men også ægteparret, der denne gang er britisk og bliver legemliggjort af de prisvindende skuespillere, Olivia Colman og Benedict Cumberbatch.
Og er der noget denne nye filmatiseringer udmærker sig ved, så er det at have højt anerkendte folk både foran og bag kameraet. Det er ikke bare de dygtige skuespillere, men også instruktøren Jay Roach har udmærket sig i komedier som Meet the Parents, og agerer tovholder for et manuskript af Tony McNamara, hvis seneste værk var Poor Things.
Der er med andre ord lagt i kakkelovnen til en festlig og fornøjelig spidning af tosomheden, men desværre bliver man aldrig rigtig revet med. De enkelte dele er vellavet, men går ganske enkelt aldrig op i en højere enhed.
Lige fra første færd ved man, at tingene ikke helt spiller, da vi lægger øre til en easy-listening udgave af Happy Together, der meget rammende for filmen som helhed, er alt for kedelig og uopfindsom, til at fange ens opmærksomhed.
For hvor tonen rammer ved siden af, så er stemningen heller ikke synderlig morsom. Med undtagelse af lidt britisk sarkasme, er der slående langt mellem de humoristiske indslag, hvor kun komikerne Andy Samberg og Kate McKinnon forsøger at være udpræget morsomme i deres biroller.
Produktionen er i virkeligheden alt for tæt på at være et seriøst melodrama, men uden nogen dybde eller mod til at udforske, hvorfor så mange ægtepar bliver trætte af hinanden med årene, selvom de egentlig ikke ændrer sig.
Benedict Cumberbatch og Olivia Colman kan ellers sagtens udfolde sig i komiske roller, men de spiller begge så dramatisk og alt for realistisk til, at man kan grine og fryde sig over deres manglende selvindsigt og evne til at kommunikere. Så da forholdet tager en mere slapstick drejning i de sidste 20 minutter, fremstår det næsten malplaceret.
Så The Roses ender som en mangelfuld oplevelse, der hverken er lårklaskende morsom, intellektuelt stimulerende eller dybt rørende. Det hele er lidt for subtilt for et koncept, der er så grundlæggende bredt og banalt. Filmen ender med at sætte sig mellem to stole og excellerer ikke rigtig ved nogen af delene, og det er begrænset, hvor meget de dygtige skuespillere kan opveje for et mangelfuldt manuskript i en film, der bliver båret af interaktionerne mellem karaktererne.
