Overhalet af virkeligheden
I den nye adaptation af Stephen King romanen, The Running Man, bliver vi igen taget med til en nær fremtid, hvor uligheden er ekstrem og underholdningen totalitær. I sådan en verden er det mest populær tv-program, The Running Man, en konkurrence, hvor deltagere skal overleve i 30 dage, mens de jagtes af professionelle lejesoldater og den almene offentlighed.
Her møder vi den nyligt arbejdsløse familiefar Ben Richards (Glen Powell), der for at skaffe penge til sit syge barn, ender med at tilmelde sig programmet. Kampen for at overleve er dog ikke ligetil, da han hurtigt finder ud af, at han ikke bare skal kæmpe mod lejesoldater, men også korrupte magthavere og et demagogisk mediesystem.
© 2025 PARAMOUNT PICTURES. ALL RIGHTS RESERVED
Fra en anden tid
Det er noget af en uventet ambivalent følelse, man sidder tilbage med, efter at have set instruktør Edgar Wrights The Running Man.
Wright har ellers i sin karriere været garant for visuelt energiske, rytmiske og tempofyldte film, uanset om det har været små britiske produktioner som Hot Fuzz eller store amerikanske produktioner som Baby Driver. Og selvom man stadig kan skimte alle elementerne, er det helt klart hans mindst personlige film til dato.
Det er dog ikke kun det manglende fingeraftryk, men selve præmissen og eksekveringen efterlader også en med flere spørgsmål end svar.
Det burde ellers være en film, der taler til alle, da den både direkte og indirekte kritiserer alt det, der er i vejen med USA i dag. Men virkeligheden har overhalet fiktionen indenom. Når man følger en protagonist, der er fortaler for fagforeninger, taler de svages sag, og historien er en gennemgående kritik af vores monopoliserede og propagandistiske medielandskab, er det svært at hygge sig med den som ren underholdning, når det ikke længere er en fjern fremtid, men blevet til vores nutid.
Med tanke på, hvordan de amerikanske filmstudier fusionerer i højere og højere grad, og den stigende forskel på rig og fattig, burde samfundskritikken være til at tage og føle på, men i stedet er der gjort enormt meget for at bevæge sig uden om noget som helst konkret.
For til trods for den lange spilletid på over to timer, vil filmen i sidste ende ikke rigtig andet end at underholde, med alle Hollywood-klicheerne til følge. Man ved derfor heller aldrig, hvornår man skal grine eller græde, hvilket ellers aldrig har været et problem for Edgar Wright tidligere.
© 2025 PARAMOUNT PICTURES. ALL RIGHTS RESERVED
En meget ligetil film
Hvad fortjener roser er til gengæld Glen Powell. Han sætter virkelig sin krop på spil og leverer en helhjertet præstation i filmens tjeneste, uden behov for dårlige jokes af frygt for at kede publikum. Mere campy er Josh Brolin som den megalomaniske ejer af tv-netværket, hvilket også er passende, da han gøres til den primære årsag for alle dårligdom i verden. De gør alle det, de skal, men med undtagelse af en humoristisk cameo fra Michael Cera, er der ikke mange mindeværdige øjeblikke.
The Running Man ender derfor med at være en overraskende ligetil film. Det er en dystopisk actionfilm med en alvorlig tone, der på mange måder hører en anden tid til. Vi får efterhånden sjældent storstilet underholdningsfilm, der på overfladen er samfundskritisk, og det skyldes nok, at uskyldigheden fra 80’erne, som også var den årti, bogen første gang blev filmatiseret i, efterhånden er forsvundet. Der er i og for sig ikke noget galt med filmen, men der er heller ikke noget ekstraordinært over den.
Overraskende nok savner man mest den flair og den energi, som Edgar Wright ellers altid har været garant for. Måske skyldes det fraværet af hans tidligere fotograf, Bill Pope, men det er svært at sige helt præcist, hvorfor The Running Man er en endt som ganske gennemsnitlig biografoplevelse. Det store billedformat kan ikke skjule, at man nærmest har glemt filmen, så snart man har set den, fordi den aldrig får etableret sin egen identitet, og i virkeligheden ikke er så indsigtsfuld, når det kommer til stykket
