Wagner Moura er fremragende i paranoia-thriller
Den firdobbelte oscarnominerede The Secret Agent tager os med til Brasilien i 1977. Under militærdiktaturet følger vi Marcelo (Wagner Moura), der er en tidligere universitetsprofessor, som må flygte fra regimet. Han søger tilflugt i sin hjemby og bliver endda genforenet med sin søn, men glæden er kortvarig. Mens Marcelo forsøger at leve et anonymt liv i det skjulte, går det op for ham, at de festlige omgivelser med det farverige karneval og den politiske virkelighed ikke kan adskilles, og ham bliver opslugt af den paranoia, som han ellers forsøgte at stikke af fra.
Et land i kaos
Den allerførste tekst, vi ser i filmen, fortæller os, at Brasilien i 1977 er et land i kaos. En sætning, der måske er rammende for den tidsperiode, men også gør det meget klart, hvilken film, man skal til at se.
For det er på mange måder en fuldstændig vild, rodet og ja, kaotisk oplevelse at følge Marcelo, mens han forsøger at holde sig selv i live i et land, der på alle måder er i opbrud. Det kan til tider være svært at finde hoved og hale i, hvilken rolle Marcelo spiller i en given situation, når ingen er til at stole på, men det er både medrivende fortalt, dybt fascinerende og gennemgående spændende.
En stærk hovedrolle
Wagner Moura er ikke overraskende blevet oscarnomineret for sin præstation, og det må man sige er velfortjent. Det er ikke bare en teknisk krævende rolle, men det lykkes også for Moura at gøre Marcelo til en identificerbar skikkelse blandt folk, som har mistet forbindelsen til livet. Marcelo er måske lidt af en kujon til at starte med, men efterhånden som diktaturet kommet helt tæt på, fremmaner han et mod, som han nok ikke selv vidste eksisterende, og takket være Moura, er det en udvikling, som er fuldstændig troværdig.
Men hvor Marcelos historie er enkel, er det ikke altid let at følge med i Brasiliens historie. Ensemblet er så enormt, at man til tider skulle tro, hele Brasilien var blevet mobiliseret under optagelserne, og når man ikke rigtig kan stole på nogen af karaktererne, smitter paranoiaen også af på publikum.
Denne forvirring kan også blive for meget af det gode. For det er en ting at skabe en intens spændingsfilm, hvor man er fuld af paranoia og får et indblik i et land i opbrud, men noget er andet, når den følelse strækker sig over mere end to en halv time. Det bliver lidt for meget af det gode til tider.
Som helhed er The Secret Agent en fornem film. Den emmer af Brasilien på alle måder, hvad end det er i den badende, tropiske varme, man nærmest kan mærke fra lærred, de ulige interpersonelle relationer, og en kærlighed til livet, som bliver udtrykt på måder, som ofte kan være svært for os danskere at forstå. Alt sammen anført af en fremragende Wagner Moura, og så er det let at anbefale filmen til alle filmelskere.
