Et eviggyldigt portræt af vores evige messiasdyrkelse
Der er masser at hive fat i, når det kommer til både kultdyrkelse, men også religionsdannelse i al sin almindelighed. Med tanke på, hvordan det inderlige behov for at høre til, stadig er en udpræget måde, hvorpå verdens mest magtfulde personer opnår opbakning på i dag, kan man ikke rigtig vove og påstå, at det på noget tidspunkt ikke har været in at ophøje udvalgte menneskers ord til noget større, end hvad de egentlig er.
Derfor er der ikke overraskende noget meget tidssvarende over fortællingen om Ann Lee, der tager os tilbage til 1700-tallets England og senere Amerika. Når man så tager en virkelig skikkelse som titelkarakteren, der var grundlæggeren af den religiøse sekt, Shakerne, og ikke bare tegner et livsportræt af hende, men gør det med masser af originale sange i bedste musicalstil, burde det være opskriften på en filmoplevelse, der ikke kan undgå at rumstere i baghovedet bagefter – men helt så ligetil ender det dog ikke med at være.
Amanda Seyfried i sit livs rolle
Hvis vi starter med det positive, fortjener Amanda Seyfried roser for sin præstation i hovedrollen som Ann Lee. Vi er meget langt væk fra de sukkersøde publikumsbaskere, der gjorde hende populær, som Mean Girls og Mamma Mia!.
Denne gang er der tale om en karakter, der er tydeligt seksuelt undertrykt, grundet en opvækst med et dusin søskende og et ukærligt forhold mellem hendes forældre, der har gjort det umuligt for hende at spejle sig i nogen som helst form for sund relation til kærlighed i al almindelighed, men i sex i særdeleshed. Det er noget af en dannelsesrejse hun skal ud på, og Seyfried spiller den med en naturlighed, som hun sjældent har fået lov til at udforske på lærred før.
Med alt det i bagagen finder Ann Lee derfor for første gang frelse i Jesu ord. Og inden hun selv ved af det, er hun endt som kultleder med et følger, som hører til. Den primære doktrin i hendes sekt er, at man skal leve i cølibat for at opnå en større forbindelse til Vor Herre.
Det er selvfølgelig et ideal, der skaber grobund for en masse konflikter, ikke mindst med hendes mand, som er noget mere optaget af det seksuelle, end hun er. Ligeledes er det et spændende spørgsmål, om årsagen til denne doktrin mere bunder i Ann Lees eget aseksualitet, og er et forsøg på at gøre hendes drifter til noget ophøjet, eller om hun virkelig har forbindelse til de højere magter.
Uden at afsløre for meget, får vi dog ikke noget definitivt svar, og det er også her, hvor filmens største svaghed udstilles.
For ukritisk
For filmskaberne er i virkeligheden ikke rigtig interesseret i at gå i dybden med hverken messiasdyrkelsen i klassesamfundet, det åndelige eller nogen som helst form for kritik af ”Mother Ann”, som hun siden hen bliver døbt af sine følgere. Der er alt for stor ærbødighed til virkelighedens skikkelser, selvom der er taget en del kunstneriske friheder, og det forhindrer filmen i for alvor at gøre indtryk.
The Testament of Ann Lee er mere tankevækkende på papiret end i praksis. Filmen er ikke uden sine meritter. Amanda Seyfried får virkelig lov til at folde sig ud i en rolle, der dækker et helt liv fra krybbe til graven, og med de mange originale sange, er der ikke tale om et støvet livsportræt med endeløse monologer. Desværre når vi aldrig helt den dybde, som kunne have gjort historien om Ann Lee virkelig interessant. Der er manuskriptet alt for, fortænkt, nydeligt og monotont, og det kan end ikke Sefried i sin mest krævende rolle til dato opveje for, at filmen føles meget lang.
