TIFF50: A Private Life

Kategori Anmeldelser, TIFF af - september 05, 2025
TIFF50: A Private Life

A Private Life står noteret som et psykologisk drama, men kan mere rammende beskrives som et sort drama om en ufrivillig komisk psykolog. Den omtalte psykolog er Lilian Steiner, spillet af en Jodie Foster i topform, der efter en patients mystiske død kastes ud i en personlig jagt på sandheden. En søgen, der hurtigt udvisker grænsen mellem professionel pligt og personlige følelser.

Filmen starter med, at Jodie Foster banker på hos sin overbo, fordi han spiller for høj musik. Derefter får hun et uanmeldt besøg fra en af hendes patienter, der meget bastant vil stoppe hos hende, efter hans rygetrang er blevet kureret gennem hypnose. Et stop, der kommer som et chok for hende, selvom hun har haft patienten i otte år.

Med det samme er man klar over, at vi har med en meget uopmærksom psykiater at gøre. Selvtilliden fejler intet, men hun zoner hurtigt ud, og lytter aldrig rigtig til nogen, uanset om det er hendes patienter eller sønnen, der ønsker hun får et forhold til sit to måneder gamle barnebarn.

Med så upålidelig en hovedkarakter, er det næste dømt til at gå galt, når hun roder sig ud i at efterforske, hvorfor en anden af hendes patienter lige har taget sit eget liv.

Det er en rodet og forvirret omgang, som bliver understøttet i hele produktionen. Ikke bare fortællingen er pålidelig, også musikken af Robin Rob Coudert veksler elegant mellem næsten åndeligt klokkespil og slapstick slagtøj.

Jodie Foster er eminent, og hvis ikke det var fordi hun er en kendt verdensstjerne, ville man ikke tro, at hun er et fremmedlegeme i den franske produktion.

Det hele spiller, og man bliver hurtigt og kontinuerligt opslugt af Lilians rejse, i takt med, at den afdækker nye sider af det liv, som hun slet ikke har registreret i sit fravær. Hun er virkelig inkompetent, hvilket også i sidste ende spiller en rolle for slutningen, der ikke rigtig ved, hvordan fortællingen skal afrundes.

Konklusionen er med andre ord lidt af en fuser, men en stærk præstation af Jodie Foster og en stærk præsentation indtil da, gør det til en dragende og finurlig oplevelse.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.