Bouchra er en visuelt nyskabende hybrid mellem dokumentar og fiktion. Den følger Bouchra, en queer marokkansk prærieulv og filmskaber bosat i New York, der gennem sin kunst forsøger at bearbejde de komplekse følelser og uforløste spændinger i forholdet til sin mor, en hjertelæge i Casablanca – der også er et menneskelignende dyr.

Historien veksler mellem to parallelle spor. En fiktiv Bouchra, der besøger sin mor, en berømt maler, hvor samtalerne kredser om kunst, men aldrig om datterens seksualitet. En filmskaber-Bouchra, der via intense og ærlige telefonsamtaler med sin virkelige mor konfronterer de emner, som den fiktive version undgår.

Forundret. Det var den overvejende følelse, jeg sad med, da jeg så Bouchra.

Et genresammensurium af alle instruktørernes tanker og ideer. Intet er tydeligvis blevet sorteret fra, så sanserne bliver nærmest overbelastet, mens man forsøger at finde en rød tråd i den drømmende fortælling.

Man har nemlig fået for lidt af det hele og forholde sig til.

For bare at nævne nogle af de modstridende valg, så bliver der brugt et have af forskellige æstetiske stilarter, konstante musiksekvenser, mindst tre forskellige sprog kastes på tværs af hinanden. Alt sammen smides ned i en blender, og resultatet er noget broget.

For mig er problem helt grundlæggende, at jeg ikke forstår, hvorfor den skal være en animationsfilm. Den røde tråd følger en lesbisk ulv, men at være lesbisk er ikke et science-fiction koncept, så hvorfor al dette røgslør. Animationen højner i hvert fald ikke fortællingen, da kvaliteten er noget svingende.

Til gengæld havde jeg ikke forventet at se en lesbisk sexscene mellem en antropomorfisk ko og prærieulv, men nu er jeg den oplevelse rigere.

Produktionsholdet er tydeligvis fuld af talentfulde mennesker, det har brug for at udtrykke en masse, men en mere rolig og bastant hånd havde nok sørget for, at det hele hang bedre sammen.