Med Eleanor the Great træder Scarlett Johansson for første gang bag kameraet og sigter efter at skabe et rørende og varmt portræt af en kvinde efter sit livs efterår. Kvinden er den 94-årige Eleanor Morgenstein, spillet eminent af June Squibb, der efter et stort personligt tab kaster sig ud i at fortælle en historie, som langsomt får sit eget liv.
Hvis der er noget Scarlett Johansson, kan være stolt af i sin instruktørdebut, så er det, at hun er virkelig dygtig til at få skuespillerne til at udfolde sig. Det kommer nok ikke som den store overraskelse, hvis man har fulgt hendes karriere, der startede allerede som barn og sidenhen er gået fra den ene succes til den anden.
June Squibb er også fremragende som den ældre Eleanor. Selvom med 95 år på Jorden er hun fuld af saft og kraft, og løfter alle sine scener på.
Dette energiske nærvær stopper dog her, for resten af produktionen er så sikker, at den fremstår ufattelig usikker.
Der er ingen tiltro til publikum på nogen måde. Ikke nok med, at det dramatiske drive, ikke er en holocaustoverlevende, men i stedet, den såkaldte ’liar revealed’ er virkelig skuffende. Det er et dramatisk kneb, man normalt kender fra sæbeoperaen, da den har både en indbygget hook, men også en naturlig forløsning, der gør den kedelig og forudsigelig, så snart man lurer, at den er taget i brug.
Derudover er der et stort ønske om at være en rigtig tåreperser. Der er ikke noget i vejen med at ville røre sit publikum, men det kan også hurtigt tage overhånd.
Missionen bliver nemlig heller ikke udført med nogen form for tiltro til hverken seerne eller skuespillerne. Jeg har ikke tal på, hvor mange scener karaktererne græder, mens de fortæller noget sørgeligt, akkompagneret af et ensomt klaver og en varm strygersektion.
Det går sikkert rent hjem os mange, men for mig har det, den stik modsatte effekt. Særligt fordi skuespillerne faktisk er dygtige og velvalgte, men intet må stå hen i det uvisse, og derfor guides vi hele tiden hen til den følelse, de gerne vil have os til at føle.
Konsekvensen er et drama, der så inderligt vil være rørende, men i stedet forhindrer sig selv i at være det. Det er en enormt usikker produktion, som slet ikke har kunnet se, at hvis bare June Squibb havde fået lov til at udfolde sig, ville det havde været nok. Man skal ikke ændre meget for at få en god film, for ensemblet fejler intet, men eksekveringen gør desværre en historie med holocaust i centrum, til en enormt monoton oplevelse.
