I den romantiske fantasykomedie Eternity, er en stilsikker udforskning af det følelsesmæssigt rodet spørgsmål om, hvad ægte kærlighed er – mens vi følger livet efter døden.
Da ægteparret Larry (Miles Teller) og Joan (Elizabeth Olsen) dør, kort tid efter hinanden, ender de ikke i paradis, men i limbo. Her får de begge én uge til at beslutte sig for, hvor de vil tilbringe evigheden. En problemstilling, der lyder overkommelig, lige indtil Joans første mand, Luke (Callum Turner), der døde for 60 år siden, dukker op.
Pludselig står Joan over for et umuligt valg og skal beslutte sig for, hvem af hendes to store kærligheder, hun skal dele efterlivet med.
Luke og Larry er ikke bare to vidt forskellige mænd, men de repræsenterer også to bud på, hvordan kærlighed kan se ud. Luke er den store kærlighed. En ungdomsforelskelse, som vi har set portrætteret så mange gange før, med to unge mennesker, der er nyforelskede, og har plads til at værne om den, fordi det ansvarsfulde voksenliv med børn, villa og hund endnu ikke har gjort sit indtog.
Som skærende kontrast har du Larry, Joans ægtemand i de sidste 65 år. Et liv fuld af op- og nedture, og al den hverdag man overhovedet kan rumme. Dilemmaet er til at få øje på, og svaret er nok ikke det samme for alle.
Konceptet med evighedens venteværelse er også genialt. Ikke nok med, at den giver muligheden for at gøre kærlighed mellem gamle mennesker, på en måde som er indbydende for folk i alle aldre, men den kitsch 50’er æstetik giver også stedet personlighed. De store lærreder med sol op- og nedgang, og de kiksede konferencestandere med de verdener, man kan tilbringe sin evighed, understreger også, at det kun er et kunstigt pusterum, inden sit sidste store valg, alt sammen præsenteret i det varme lys fra 16mm celluloid film.
Der er også plads til masser af humor midt i det afgørende trekantsdrama. Er utal af spydigheder bliver langet over disken, når Luke og Larry slås som to kamphaner for Joans gunst. En stemning, der gør konflikten mere tålelig eller tynget.
Man kommer dog ikke uden om smerte, når det handler om kærlighed. Her det Elizabeth Olsen, der bærer den tunge del af den byrde. Med tårer i øjnene gør hun også Joan mere elskværdig end ulidelig, som ellers let kunne have været konsekvensen, når en person er så ubeslutsom.
Alt dette lyder måske lidt kringlet som et high-concept, men filmen er tro mod sin indre logik og følger sine egne spilleregler hele vejen igennem, så det hele er forholdsvis let at følge.
Det er en rigtig crowdpleaser, der med masser af varme og humor nok skal få folk til at tænke, hvad der er vigtigst i livet.
